Florence Pugh og total transparant Valentino er efterhånden en couture-tradition.
Sidste år, da Valentino holdt Haute Couture-show i Rom, var det Florence Pugh, der løb med opmærksomheden, da hun ankom til showet i en kjole, der mildest talt trak overskrifter.
Kjolen var nemlig ikke blot et guddommelig stykke skrædderkunst med et gulvlangt skørt, der flød elegant i vinden bag hende, og vakte opsigt, da den var indfarvet i Valentinos dengang nye signaturfarve, PP Pink.
Nej, det var ikke i sig selv årsag til opstandelsen. Der blev nemlig hasseleret vidt og bredt om, at man kunne se hele Pughs krop, brystvorter inklusive, under kjolens transparente materiale.
Faktisk blev der skrevet så meget om skuespillerens synlige brystvorter, at hun til sidst selv tog til genmæle på sin Instagram-profil, hvor hun blandt andet skrev:
”… Det, der har været interessant at se og være vidne til, er hvor let det er for mænd totalt at ødelægge en kvindes krop offentligt, stolt og til frit skue. I gør det selv med jeres titler og arbejds-emails i jeres bio..? Det er ikke første gang, og helt sikkert ikke sidste, at en kvinde skal høre, hvad der er galt med hendes krop fra en gruppe fremmede. Det, der er bekymrende er, hvor vulgære nogle af jer mænd kan være. Heldigvis har jeg forliget mig med de uperfektheder ved min krop, der gør mig til mig. Jeg er glad for alle ’fejlene’, som jeg ikke kunne klare at se på, da jeg var 14. Der var så mange af jer, der på aggressiv vis lod mig vide, hvor skuffede I var over mine ’små bryster’, eller hvordan jeg skulle skamme mig over at være så ’fladbrystet’. Jeg har boet i min krop i lang tid. Jeg kender godt størrelsen på mine bryster, og jeg er ikke bange for den. … ” skrev Florence Pugh på sin Instagram for præcis et år siden, 10. juli 2022.
Hun afsluttede sin udtalelse med ordene: ”Bliv voksne. Respekter folk. Respekter kroppe. Respekter alle kvinder. Respekter mennesker.”
Og heldigvis har hun på ingen måde lade sig kue og sidenhen kun stået ved sit udsagn og nærmest gjort de gennemsigtige kjoler til sin signatur.Og det kan vi kun være glade for.
Ikke kun fordi det er ekstremt vigtigt, at ingen bliver udskammede for, hvordan de ser ud eller vælger at klæde sig, men også fordi, at vi ellers ikke ville have oplevet vol. 2 af Valentino x Pugh, som efterhånden er lidt af en couture-tradition.
Til Valentinos Haute Couture-show, der denne sæson blev holdt i royale rammer på Château de Chantilly i Paris, arriverede Florence Pugh nemlig i version 2.0 af hendes couture-kreation fra sidste år; i år en lys syrenfarvet hellang sag, med et langt skørt, der flød i vinden over slotshavens grusstier, dyb udskæring og absolut ingen syninger, der forstyrrede udsigten til Pughs nøgne krop under det silkepapirstynde chiffon.
Kjolen var på en og samme tid så enkel og så ekstra, at den knap kan beskrives med ord, men passede perfekt ind i Valentinos overordnede vision for den Haute Couture-kollektion, der blev præsenteret, hvor legen mellem det ordinære og ekstra(ekstra)ordinære blev forenet til perfektion.
Således var Pughs lyslilla couture-drøm også en perfekt balance mellem noget fuldkommen simpelt, næsten ’Kejserens Nye Klæder’-agtigt, og samtidig var den så storslået, at den knap har set sin mage.
Den gudindeinspirerede, løst flagrende og næsten æteriske silhuet fik jordforbindelse med Valentinos tunge plateau-pumps i sort lak, og kjolens enkle, organiske snit stod i skærende kontrast til den overdrevne, sorte sløjfe, der bandt kreationen sammen i nakken.
Dertil havde Pugh ladet sit i forvejen korte hår klippe endnu mere tæt og farvet de korte lokker en tyggegummilyserøde, så hun på alle måder fremstod som en prinsesse i pastel på slottet.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.