Anmeldelse: ‘Toves værelse’ er en hård og ubehagelig lille diamant med funklende skuespilpræstationer

Denne artikel blev første gang delt på vielskerstreaming.dk

Tove Ditlevsen var “den bedst sælgende forfatter siden Karen Blixen og den bedst skrivende siden Herman Bang”. I hvert fald ifølge hendes egne ord, som også er en replik i den danske film ‘Toves værelse’.

Og hun er stadig populær at dømme ud fra bogsalget og interessen for hende. Nu får vi en version af hende, som mange måske ikke kender til, i filmen ‘Toves værelse’, der ikke handler så meget om forfatteren Tove Ditlevsen, men om kvinden Tove, der er i sit fjerde, sidste og længste ægteskab.

Et slidt ægteskab
Da vi møder hende i filmen, har hun allerede været gift med Victor Andreasen i et par årtier. Andreasen var en embedsmand i Udenrigsministeriet, der blev chefredaktør for Ekstra Bladet og som var belæst i Proust og Mann.

Ægteskabet er slidt, ikke mindst på grund af Tove Ditlevsens stof- og alkoholmisbrug og mange psykiske sammenbrud, som hun blev indlagt for, og utroskab fra dem begge. Men måske af vane bliver de sammen, også selv om fjendtlighederne fyger mellem dem som en kugleregn, der ville have slået svagere sjæle ihjel.

Sild og snaps med Rifbjerg
Dagen, vi møder dem på, er som de fleste andre, fornemmer vi. Victor er på vej ud. Han skal ‘på arbejde’, siger han, men er nok mere på vej til et rendezvous med sin noget yngre elskerinde. Tove får frokostbesøg af den unge Klaus Rifbjerg (Joachim Fjelstrup), som husholdersken Fru Andersen (Sonja Oppenhagen) tøffer rundt og gør klar til og snart begynder det første skænderi og de indledende tilsvininger.

Victor kan ikke lide Rifbjerg. Synes, han er en af de unge modernister, der klæber sig til Tove for stjernedryssets skyld. Og Tove er, bag den ligeglade facade, såret over, at Victor skal mødes med en anden og langt yngre kvinde.

Hvorfor kigger vi med?
Og fra det første skænderi fortsætter det sådan set. Uagtet gæster og ansatte. Rifbjerg kommer og overværer, hvordan giftighederne fyger rundt. Han forsøger at berolige, gyde olie på vandene, finde den rette grimasse, blande sig, holde sig udenfor, forlade stedet, men som vores, publikums, øjne, er han også fanget af både gru og fascination, fanget af ønsket om at kigge på og kigge væk.

Og spørgsmålet i sidste ende er, hvem er mest perverteret? Tove og Victor, fordi de har gang i deres egen syge leg, som de har brugt år på at udvikle? Eller er det os, der kigger med

Roman, teater, film
Filmmanuskriptet er skrevet af Jakob Weis, baseret på hans eget teaterstykke, der fik premiere første gang i 2016. Weis har siden arbejdet sammen med Paprika Steen på to af hendes film, ‘Den tid på året’ og ‘Fædre og mødre’.

Og han har baseret både stykke og film på især Ditlevsens sidste roman, ‘Vilhelms værelse’. En slet skjult selvbiografisk fremstilling af det helvedesægteskab, hun og Andreasen havde (efter nogle få gode første år), som udkom året før, hun begik selvmord, og som, efter sigende, drev Andreasen ud i en permanent sygemelding, der varede lige indtil han blev pensioneret.

Velformulerede ondskabsfuldheder
Weis’ manuskript er fremragende, intet mindre. For én ting er de velformulerede spydigheder og ondskaber, noget andet er de mange psykologiske lag i forholdet mellem de to hovedpersoner. For der er også en ærlighed, indimellem en ømhed, en beskyttertrang og meget andet usagt mellem de to.

Og teksten bliver selvfølgelig også hjulpet af suveræne skuespilpræstationer. Især fra Paprika Steen og Lars Brygmann, der også spillede rollerne i teateropsætningen. De kender både materialet og hinanden godt, og fortroligheden og trygheden kan mærkes i skuespillet. Det er uforgængeligt, bevidst grimt, råt, sårbart, vildt og befriende modbydeligt.

En tung arv
Med sit stramme kammerspils-koncept med scener fra et (uhyrligt) ægteskab, er det selvfølgelig oplagt også at tænke på to tidligere ægteskabsdramaer, ‘Hvem er bange for Virginia Woolf?’ og på Bergmans ‘Scener fra et ægteskab’.

Det er tunge forgængere, men ‘Toves værelse’ lægger sig i fin forlængelse. Et værdigt nyt bud i genren ‘grimme ægteskaber’, hvis kanter er lige så hårde og ubehagelige som en usleben diamants, men hvis skuespilpræstationer funkler stærkt og tidløst.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Film og TV

Anmeldelse: ‘Den lille havfrue’ har 99 problemer, men Halle Bailey er ikke et af dem