Bente Scavenius og Joen Bille så hinanden for første gang som teenagere, men der gik et par år, før bagageovervægt og teaterforestillinger bragte dem sammen. Selv om de lever to aktive og selvstændige liv, kunne de aldrig leve uden hinanden.
Dette interview er en del af interviewserien ‘Kærlighed er…’ i ELLEs julinummer, hvor vi har interviewet fem par, der fortæller, hvad kærlighed er for dem. Vi bringer her interviewet med Bente Scavenius og Joen Bille, og i ELLEs julinummer kan du læse et interview med Cecilie Thorsmark og Jakob Kampp Berliner, Marco Van Rijt og Sune Palner, Søren og Nikoline Le Schmidt samt Tina Borch Lappe Ahmad og Waseem Ahmad.
BENTE: For to år siden blev Joen alvorligt syg. Det var første gang, jeg tænkte, at jeg slet ikke ville kunne leve mit liv uden ham. Det havde jeg aldrig tænkt over tidligere. Dagligdagen har en automatik og kontinuitet, der ikke efterlader plads til den slags tanker. For dagligdagen skal fungere. Men da jeg blev stillet over for, at Joen måske ikke længere ville være her, gik det op for mig, at jeg aldrig kunne leve uden ham. Jeg tænkte: ”Gud, hvad gør jeg?” Mit liv vil blive splittet ad. Så skal jeg selv gøre rent.
JOEN: Og det gik op for mig, hvor meget jeg havde brug for din hjælp og støtte. Men den har jeg nu altid haft. Vi lever to meget selvstændige liv, og når du er ude at rejse, så keder jeg mig noget så frygteligt. Pludselig er her så ordentligt og rent, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.
B: Da du havde det bedre, tog vi på Møn, hvor vi har et dejligt hus. På Møn dyrker vi virkelig vores tosomhed. Der skal vi ikke leve op til nogle krav eller være sociale. Huset har en kæmpe have, hvor du dyrker dine grøntsager, så der er rodfrugter helt til jul. Vi roser hinanden for grøntsagerne. Nej, hvor har kartoflerne aldrig været bedre, siger vi til hinanden. Og det ligger lige til vandet, så vi bader hver dag og lever i grunden et sundt liv. Livet er enormt enkelt der.
Kærlighed er...
Svær at definere. Når den slår gnister, er den uforklarlig. Men kærligheden har uendeligt mange ansigter. Derfor har journalist Emil Foget til juli måneds udgave af ELLE bedt alle, han har mødt den seneste måned, beskrive følelsen.
Her er det kunstkritiker og forfatter Bente Scavenius og skuespiller og tidligere leder af instruktør- og skuespillerlinjen på Statens Teaterskole Joel Bille, og i magasinet kan du blandt andre møde fotograf Marco Van Rijt, kunstkritiker Bente Scavenius og Soulland-medstifter Jacob Kampp Berliner.
B: Vi har kendt hinanden i mere end 50 år. Men vi mødte hinanden første gang, da jeg var 14 år, og Joen var 15 år. Det var til min første fest, og jeg var så nervøs, at jeg ikke lagde mærke til nogen. Senere så jeg ham til Trollebal (gallafest på kostskolen Herlufsholm, red.), hvor Joen var der med en pige, der var to meter høj. Jeg tænkte mest på, at det var synd for den høje pige, at hun skulle gå med den lille mand. Nogle år efter mødte vi hinanden i Roms lufthavn. Jeg havde været i Italien i over en måned, og jeg havde så meget overvægt i min bagage.
J: Det var 15 kilo.
B: I skranken havde jeg ikke penge nok til at betale for det. Jeg kiggede ned gennem køen og så to ansigter, jeg kendte. Først gik jeg hen til Joen og spurgte, om jeg kunne låne nogle penge af ham.
J: Jeg var på hjem fra at have læst på universitetet i Siena i Italien og var ludfattig. Jeg havde ingen penge.
“Alt det Joen stod for, var det, jeg ikke havde”
B: Og så måtte jeg jo gå ned til den næste i køen, og han havde penge nok. Men det var Joen, jeg endte med at blive gift med. Det er fuldstændig absurd. Da vi kom hjem, havde du din debut på Det Ny Teater. Det var en fantastisk god forestilling, og du spillede godt. Du kom egentlig sammen med en anden, men vi spiste natmad efter forestillingen, og langsomt kom vores relation i gang. Alt det Joen stod for, var det, jeg ikke havde. Jeg kommer fra en stor gård på landet. Joens miljø fascinerede mig. Min familie er generationer af landmænd, hvor Joens var forfattere. Jeg var tiltrukket af alt det, han repræsenterede. Det var den verden, jeg drømte om.
J: Jeg blev tiltrukket af Bentes livskraft. Der var aldrig et ‘dull moment’ med Bente. Og det er der stadigvæk ikke. Der er stadig gang i den. Det holder aldrig op. Med det samme, jeg mødte hende, vidste jeg, at jeg ville giftes med hende. Selv om vi er meget forskellige, har jeg aldrig haft skyggen af tvivl.
B: Mit liv har udviklet sig i overensstemmelse med, hvordan kvindens rolle har udviklet sig. Jeg har ikke bombastisk taget stilling til, at jeg ville og skulle være selvstændig, det lå i tiden og naturen. Heldigvis var Joen vant til stærke kvinder fra sin egen familie.
J: I flere generationer. Derfor opfordrede jeg også Bente til det. Dengang skulle kvinderne blive hjemme og gøre rent, men min indstilling var anderledes. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end en kone, der sad og ventede på mig. Det ville give mig kvælningsanfald.
B: Den støtte betød meget for mig. Mange piger i min generation har haft problemer med, at deres mænd stillede hjemlige krav, der var svære at indfri, samtidig med at de skulle gøre karriere. I Joen fandt jeg en mand, der havde en åbenhed og accept, der gjorde, at når min karriere gik dårligt, fandt jeg opbakningen i ham. Han accepterede ikke, at jeg gik ned med flaget og støttede min selvstændighed.
B: Vi havde nogle hårde år, da vores datter Beate blev født. Joen havde meget arbejde på teatret, lavede TV og radio, mens jeg studerede på universitet og prøvede at skabe mig en karriere som kunstkritiker. Vores økonomi var usikker, og vi havde hele tiden travlt. Det var ægteskabets lakmusprøve.
“Modstand er vigtig for os, det er vigtigt at kæmpe for noget, ellers bliver det en rodløs tilværelse.”
J: De år skabte os og støbte vores personligheder. For nylig var jeg til Bentes kusines guldbryllup, hvor der blev fortalt en historie om et amerikansk eksperiment. Man havde lavet en kunstig, beskyttet verden og plantet træer for at se, hvordan de trivedes. Træerne voksede vanvittigt hurtigt. Meget hurtigere end ude i naturen. Men de faldt også pladask om, da de nåede en vis højde. Ifølge videnskaben er det fordi, at vinden, modstanden, gør, at træer får dybe rødder. Det er det samme med mennesker. Modstand er vigtig for os, det er vigtigt at kæmpe for noget, ellers bliver det en rodløs tilværelse.
B: Joen læser alt igennem, jeg laver. Jeg publicerer ikke noget, uden at Joen har læst det. Og jeg ser altid Joens generalprøver.
J: Der var en opsætning, hvor forløbet havde været forfærdeligt. Instruktøren var meget bestemmende, jeg var ved at blive sindssyg. Bente så generalprøven, og da vi kom hjem, sagde hun, at det var det værste, hun nogensinde havde set. Det gav mig modet til at ringe til teaterdirektøren og sige, at fra nu af, spillede jeg, som jeg ville. Ellers måtte de fyre mig. Instruktøren sagde, at jeg endelig havde forstået ham, og så blev det hele meget bedre.
B: Respekt og åbenhed er to grunde til, at vi har været gift så længe.
J: Man skal ikke dominere hinanden. Og det er nok meget godt at være forskellige. Der skal være en selvstændighed og et modspil, ellers er det ikke sjovt. Men der findes ingen opskrift på et langt ægteskab.
