ELLE udvider sit stærke modeunivers med den internationalt kendte ELLE Style Awards og kommer dermed til at stå bag modebranchens største prisuddeling i Danmark.
ELLE udvider sit stærke modeunivers med den internationalt kendte ELLE Style Awards og kommer dermed til at stå bag modebranchens største prisuddeling i Danmark. Det er netop blevet afsløret ved en eksklusiv middag i Moltkes Palæ i København.
I 2013 kommer ELLE Style Awards til Danmark. Det offentliggjorde ELLEs chefredaktør Cecilie Christiansen her til aften ved ELLEs eksklusive modeuge-middag i Moltkes Palæ i København. ELLE Style Awards er internationalt kendt og afholdes i 19 lande, bl.a. England, Kina og Sverige, og Dansk ELLE vil trække på de internationale erfaringer herfra til at videreudvikle Danmarks officielle modeprisoverrækkelse.
Udvidelsen af ELLEs modeunivers med ELLE Style Awards er et led i ELLEs overordnede strategi om at være det førende modemedie i Danmark.
“Vi udvider løbende vores univers på forskellige platforme og med forskellige udgivelser for at være attraktive over for vores læsere, annoncører og samarbejdspartnere. Lanceringen af ELLE Style Awards er et eksempel på, at vi udbygger vores stærke position inden for den danske modeverden. Samtidig er modebranchen Danmarks fjerdestørste eksporterhverv, og vi sætter en ære i at give de mange danske talenter den anerkendelse og opmærksomhed, de fortjener, så vi også i fremtiden har et højt dansk niveau,” fortæller Cecilie Christiansen, chefredaktør ELLE.
Større bredde og mere internationalt perspektiv
ELLE Style Awards 2013 bliver et show for både modebranchen og danske modeinteresserede kvinder, hvilket bl.a. betyder, at showet bliver vist på tv.
“Vi har en ambition om at gøre showet til en mode-event, der er tilgængelig for alle modeinteresserede danske kvinder. Det gør vi ved at afholde en festlig prisuddeling for den danske modeelite, der bliver transmitteret på tv, og ved at kombinere awardshowets format med et stærkt underholdningsshow skaber vi en unik og seværdig cocktail, der er interessant for de store tv-stationer,” fortæller Cecilie Christiansen.
Cecilie Christiansen understreger samtidig, at ELLE vil udnytte sit internationale netværk af ELLE-magasiner i hele verden til at slå et slag for dansk mode og de mange danske talenter:
“Dansk og skandinavisk design markerer sig stærkt internationalt for tiden – både inden for modebranchen og i andre sammenhænge, og hvis ELLE kan bidrage til den udvikling, vil det glæde os meget. Det er vigtigt, at udlandet får øjnene op for endnu flere danske talenter, hvad enten der er tale om designere, fotografer, stylister, makeupartister eller andre, der er med til at markedsføre dansk mode.”
Et stærkt team bag ELLE Style Awards
Uffe Buchard og Kim Grenaa, der med stor succes har stået bag Dansk Fashion Awards fem år i træk, har valgt at stoppe deres prisuddeling og i stedet blive konsulenter og samarbejdspartnere på ELLE Style Awards – et samarbejde, som Cecilie Christiansen glæder sig meget over:
“Uffe og Kim har været pionerer i forhold til at hædre modebranchens dygtigste talenter gennem de sidste fem år, og det er derfor optimalt for ELLE at engagere dem i arbejdet med ELLE Style Awards. Jeg forventer mig meget af vores samarbejde, fordi vi med hver vores kompetencer besidder præcis det, der skal til for at skabe Danmarks mest fashionable modeevent.”
Også Uffe Buchard og Kim Grenaa ser frem til samarbejdet og muligheden for at skabe et unikt show: “
Hvis nogen kan løfte et sådan show, er det ELLE. ELLEs redaktion har den unikke kombination af et internationalt netværk og en stærk forankring i den danske modeverden, der løfter awardshowet til et nyt niveau. Vi glæder os meget til samarbejdet og til at være en del af ELLE Style Awards,” fortæller Uffe Buchard, Creative Director, Grenaa Buchard.