Der er én slående lighed mellem de sandaler, Barbie træder ud af i filmens trailer, og dem Jenniefer Lawrence er spottet i.
Jennifer Lawrence har alle dage været leveringsdygtig i gode looks; uanset om det er hendes private ’momcore’-stil iført flade ballerinaer i blødt nappalæder fra The Row tilsat store skjorter og kasket, eller på den røde løber hvor hun ofte formår at stjæle rampelyset med sine evigt elegante kjoler.
Og hendes seneste rød løber-look er ingen undtagelse, om end det falder i den mere afslappede kategori sammnelignet med de looks, hun lægger for dagen under filmfestivalen i Cannes eller til diverse prisuddelingsfester.
I forbindelse med promoveringen af Lawrences nye film, ’No Hard Feelings’ troppede truppen op i Madrid – og Lawrence formåede naturligvis at løbe med opmærksomheden med sin altid upåklagelige stil.
Skuespilleren var nemlig til anledningen trukket i en skjortekjole fra Alaïa med et bredt sort bælte i taljen, som på en og samme tid var chik og afslappet.
For at løfte looket lidt og trække det mere mod den chikke ende af skalaen frem for den afslappede, havde Lawrence dog skiftet sine vanligvis flade sko (som hun heller ikke er bleg for at bruge på den røde løber) ud med en elegant semihøj sandal, som ikke var ulig det, vi (snart) kommer til at se i Barbie-filmen.
Hvordan? Tænker du måske.
Jo, Barbie har altid været mere end svært glad for de højhælede slip-in sandaler, som passer perfekt til dukkens evigt buede fodsål. Dette blev endda foreviget i teaseren til den kommende Barbie-film af instruktør Greta Gerwig med Margot Robbie i hovedrollen som Barbie, hvor man i et klip, der gik viralt, ser Barbie – filmet fra knæet og ned – komme gående i netop en højhælet slip-in sandal, dog i pink og besat med lyserøde fjer, som hun træder ud af, hvorefter foden forbliver hævet højt på tå.
Og selv om Jennifer Lawrences sorte slip-in sandal fra Manolo Blahnik er noget mere afslappet end Barbies fjerbesatte pink spektakel, ja, så kan vi alligevel ikke undgå at tænke på Barbie, når vi ser denne skomodel.