Anmeldelse: ‘Den lille havfrue’ har 99 problemer, men Halle Bailey er ikke et af dem

Denne artikel blev første gang delt på vielskerstreamning.dk. Dette er en redigeret version.

Halle Bailey er filmverdenens nye musicalstjerne. For hvor kan hun bare synge. Enhver skepsis omkring castingen af hende som Ariel i den nye filmatisering af Den lille havfrue forstummer fuldstændig.

For multitalentet er uden sammenligning filmens helt store funklende lyspunkt.

Historien er velkendt, hvis man har set Disneys animationsfilm fra 1989. Havfruen Ariel (Halle Bailey) er en nysgerrig opdagelsesrejsende under havets overflade. Far Triton (Javier Bardem), havets konge, er dog ikke meget for hendes nysgerrige sind, og især hendes tiltagende interesse for mennesker og deres kultur.

Hans afdøde hustru blev nemlig dræbt af et menneske – et faktum, der ikke rigtig bliver brugt til andet end at blive slynget ud med mellemrum.

Men Ariel er som sagt nysgerrig. Og da hun så redder prinsen Eric (Jonah  Hauer-King) fra et skibsforlis, vil hun gøre alt for at være sammen med ham. Inklusiv at lave verdens værste djævlehandel med havheksen, Ursula (Melissa McCarthy), der har en kæmpe torn i siden på sin bror, kong Triton – endnu en ny detalje, som heller ikke rigtig bliver udforsket ordentligt.

Kort sagt, det er den velkendte historie, med enkelte nye elementer. Plus en spilletid, der er cirka en time længere. Er live-action remaket af Den lille havfrue så berettiget? Både og.

Havet er skønt
Det er musical-eksperten Rob Marshall (Chicago), der er instruktør på den nye film. Hvis man har stiftet bekendtskab med nogle af hans tidligere film, skinner hans styrker og svagheder godt igennem. For det er nemlig i det nye materiale, at hans signatur bliver tydelig.

Som udgangspunkt ligger filmen ellers ganske tæt op ad det animerede forlæg. Velkendte scener bliver gengivet næsten 1:1, hvormed man med rette kan spørge sig selv om, hvorfor der overhovedet var brug for en ny film.

Lige indtil Halle Bailey begynder at synge Part of Your World (Leve som dem på dansk). Som allerede nævnt, kan hun synge som få. Til tonerne af Alan Menkens klassiske musik skønsynger hun tekstforfatter Howard Ashmans ord med en indlevelse, som går direkte i hjertekulen og sender kuldegysninger ned ad ryggen.

Og så kan hun også spille skuespil i modsætning til visse af sine sangkollegaer, der tror, de kan gebærde sig på film eller i serier uden problemer. Bailey formidler fremragende Ariels eventyrlyst og nysgerrighed samt det lille element af naivitet, der gør, at hun indgår aftalen med Ursula om at give sin stemme i bytte for tre dage på land.

Uden stemme bruger hun fremragende sin mimik til at formidle de mange usagte ord, som summer rundt i hovedet på den forelskede og nysgerrige havfrue.

Halle Bailey er Den lille havfrues sjæl, lunger og hjerte. Men hendes glorværdige præstation er ikke nok til at ophøje filmen til et nyt moderne mesterværk. Dertil lider den for meget under de sygdomme, som plager de fleste Disney live-action remakes.

Hvis vi skal være helt ærlige, så var originalen heller ikke noget mesterværk. Det var en skarp tegnefilm på lige knap 83 minutter. Men musikken og sangene, de var mesterlige.

Halvspist fiskeplatte
Duoen Alan Menken og Howard Ashman blev behørigt Oscar-belønnede for deres arbejde. Under the Sea/Havet er skønt er stadig en vidunderlig livsbekræftende sang, som man ikke kan gøre andet end at blive glad i låget af.

Daveed Diggs leverer en dejlig energisk udgave som krabben Sebastian, hvor sangen her når sit klimaks i en eksplosion af farver. De gamle sange – med små forbedringer – holder 100 %.

De nye knapt så meget. Lin-Manuel Miranda (Hamilton) har fået den utaknemmelige opgave at overtage tekstsskrivningen fra afdøde Howard Ashman. Miranda har selv udtalt, at han ikke ville kunne leve op til det, og det gør han da heller ikke.

De stikker ud fra resten af filmens repertoire på en uskøn måde. Især Prins Erics storladne længselssang efter sin ukendte redningskvinde er en kvalm omgang. I øvrigt en af den slags, der stinker langt væk af Rob Marshalls gumpetunge fornemmelse for elegance.

Fiskene ligner fisk på den semi-realistiske måde, der enten forfærder eller imponerer, afhængig af hvem der ser det. Havheksen Ursula har i Melissa McCarthys udgave masser af schwung, men ikke så mange frygtindgydende øjeblikke.

Jonah Hauer-King er en pæn prins, men ikke af den slags, hvor man ligger søvnløs om natten. Tænker man for meget over handlingen i filmen, begynder man at lægge mærke til alle de små fejl og huller i plottet.

Den lille havfrue anno 2023 er ikke et nyt mesterværk. Omvendt gør den heller ikke originalen til skamme, og hver gang Halle Bailey synger eller gør noget, bliver filmen god. Desværre lever resten ikke op til hende.

Læs ogå

Film og TV

Anmeldelse: ‘Queen Charlotte: A Bridgerton Story’ er årets uundgåelige kærlighedshistorie