Shopping

Dansk smykkeikon bliver (igen) fortolket af Stine Goya

- 09/02/2023

Kollektionen lanceres allerede den 1. marts – lige i tide til konfirmationer og studentergaver.

Designsamarbejder er populære. Ingen tvivl om det.

Og et af de mere succesfulde på dansk jord var sidste år samarbejdet mellem det hæderkronede danske sølvbrand, Georg Jensen og den danske designer, Stine Goya.

Og ”if it aint broken, why fix it?” som man siger på ’godt dansk’.

Det er i hvert fald devisen hos de to danske designhuse, der igen i år har slået deres kreative pjalter sammen for igen at klæde det velkendte ’Daisy’-smykke i nye former og farver.

Foto: PR

Ligesom første del af samarbejdet er 2023-versionen også et moderne bud på, hvordan ’Daisy’-smykket kan tage sig ud.

Stine Goya har nok engang eksperimenteret med formgivningen af øreringe, halskæder, ear-cuffs, fingerringe og hårspænder i en forårsfin farvepalette af hvid, lime-, mint-, og salviegrøn mod smykkets klassiske sølvbelægning.

Foto: PR

“For mig er farver lig med lykke. Jeg tror på, at farver har kraften til at ændre dit humør og tage dig til steder dybt inde i dit sind og din sjæl. Den nye dynamiske nuance af grøn er som en fredfyldt og opløftende gåtur gennem barndommens forår i Danmark,” fortæller Stine Goya.

Foto: PR

’Daisy’-serien blev oprindeligt skabt til H.M. Dronning Margrethe 1940’erne og designet tog dengang udgangspunkt i en broche, Dronningen modtog fra Georg Jensen. Og dermed blev et smykkeikon skabt.

De nye ‘Daisy’-smykker fra Georg Jensen x Stine Goya lanceres 1. marts 2023.

Læs ogå

Kendall Jenner har fundet det bedste bud på en festkjole til forårets fester