Vi har snakket med skuespilleren, der lige nu er aktuel i anden sæson af TV2’s populære krimiserie ‘DNA’ om ligheden mellem sin karakter og sig selv, sit eget forhold til krimigenren og til andre film og serier, der inspirerer hende mest.
I den nye sæson af den internationalt anerkendte krimiserie ‘DNA’, som netop har haft premiere på TV2 Play, spiller Olivia Joof Lewerissa politiassistenten Neel, der sammen med seriens hovedperson Rolf, spillet af Anders W. Berthelsen, bliver ledt ud på en dramatisk rejse i en verden styret af kriminelle netværk.
I forbindelse med premieren på anden sæson snakkede vi med skuespilleren, der også kan opleves i filmen ‘Elsker dig for tiden’ med Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag om, hvad hun har til fælles med sin nysgerrige karakter i serien, om at spille med i en krimi og om forholdet til andre værker, der inspirerer hende.
Er der nogle ligheder mellem dig og din karakter Neel?
“Jeg prøver altid at finde min karakter gennem mig selv. Det giver mening for mig, da det er mig, der spiller den og min krop og stemme, der formidler den. Men det er også vigtigt for mig at skelne. Jeg tror, at Neel og jeg begge er meget impulsstyrede, spontane og nogle gange taler, før vi tænker. Og så er sandheden så vigtig for Neel, at hun til tider glemmer at passe på folks følelser. Det kender jeg også godt.”
Hvad er dit eget forhold til krimigenren?
“Krimigenren er en sjov ting at spille, fordi man ofte skal sige nogle sætninger og ord, der aldrig før har været i ens eget vokabularium. Og det kan der komme nogle grineflip ud af, når man er på optagelser. Heldigvis er det, man uddanner sig til, når man bliver skuespiller, at spille med andre professioner, følelsesliv og problematikker, end hvad man selv kender til. Man har en masse værktøjer, der hjælper en til nærmest at skifte ham. Jeg elsker krimi, men jeg er nok en af dem, der kigger lidt væk fra skærmen, når det bliver for uhyggeligt eller drabeligt.”
Har du gjort dig nogle særlige forberedelser i forbindelse med din rolle i ‘DNA’?
“Jeg er en ret intuitiv skuespiller, så jeg lader altid karakteren udfolde sig, efter jeg har læst manus og så ser jeg, hvad der sker. Men jeg havde møder med Fabian Wullenweber (instruktøren, red) om, hvor Neel mon stod i dag og hvilken retning hun har udviklet sig i. På en måde var det noget, jeg nemt kunne relatere til. I første sæson dumpede Neel lidt tilfældigt ned i en sag og kalvede sig lidt afsted, og sådan havde jeg det lidt selv. For der gik jeg stadig på skuespillerskole og skulle ligesom lære, hvordan man var på et ægte film- og tv-set. Her i anden sæson har Neel fundet sig selv mere. Hun hviler også lidt mere i sit arbejde og stoler på sin egen intuition. Og sådan har jeg det også selv i dag. Så vi følges lidt ad, kan man sige.”
Hvilket værk har haft særlig betydning for dig personligt og professionelt?
“Det er svært. Der er mange. Kunstværker kan inspirere mig ligeså meget som filmværker. Jeg elsker at gå på museer. Inspiration for mig er også bare at føle glæde og kærlighed, og det kan jeg også få af at kigge på en flot tekop, en udsigt eller én, jeg elsker. Jeg har dog lige set sæson to af ‘The White Lotus’, der er skabt af Mike White, og jeg synes den var fuldstændig fænomenal. Og så har jeg lige genset ‘Verdens værste menneske’, og den er bare fed. Så det er meget skiftende, hvad der lige rammer mig i øjeblikket, som har betydning for mig.”
Om Oliva Joof Lewerissa
- Født i 1988
- Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2019
- Har blandt andet været vært på tv-programmet Boogie
- Har haft roller i Netflix-serien ‘Skruk’ og ‘Perfekte steder’
Hvis du kun måtte se én film resten af dit liv, hvilken skulle det så være?
“Ej. Det gider jeg ikke. Det er et umuligt spørgsmål. Men jeg kan sige, at da jeg var barn kunne jeg godt finde på at se ‘West Side Story’ en gang om ugen. Mindst!”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
“At man kan ikke tage noget fra andre, og at andre ikke kan tage noget fra dig i den her branche. Hvis det er din rolle, så får du den og hvis ikke, så er det fordi, en anden skal og kan formidle den allerbedst. Ud fra det udgangspunkt arbejder jeg og forsøger at leve et kærligt og nærværende liv.”