Den nye film er en prequel til ’Hunger Games’-trilogien og hedder ’The Ballad of Songbirds and Snakes’
Det er syv år siden, at vi sidste gang så Katniss Everdeen og Peeta Mellark kæmpe mod et diktatorisk system i det dystopiske land, Panem.
Filmserien, der er baseret på Suzanne Collins’ ’Hunger Games’-trilogi, blev startskuddet til Jennifer Lawrence succeskarriere, efter hun gennem fire film kæmpede sig til sejren for sit land.
’Hunger Games’-sagaen blev, særligt efter de fire film, en kæmpe kommerciel succes, og i 2020 udgav forfatteren dermed en længeventet ’prequel’, altså en bog, hvis handling udspiller sig i samme univers, men forud for tiden i ’Hunger Games’.
Nærmere bestemt foregår ’The Ballad of Songbirds and Snakes’ 64 år, før Katniss endte i dødsarenaen med Peeta, og følger den 18-årige Coriolanus Snow længe inden han blev den frygtindgydende præsident i Panem. I bogen følger man Snow, der er mentor i et af de allerførste dødsspil, og dermed lægger grundstenen til det, der bliver den grusomme, årlige, tvungne sensation.
I de originale ’Hunger Games’-film bliver Præsident Snow spillet af Donald Sutherland, men eftersom karakteren i den nye film er 64 år yngre, er rollen denne gang tilfaldet engelske Tom Blyth, der før har haft roller i TV-serien ’Billy the Kid’ og ’The Gilded Age’.
Han får selskab af Rachel Zegler (kendt fra Steven Speilbergs ’West Side Story’) i den anden hovedrolle som Lucy Gray Baird. Desuden vender en anden kendt karakter fra Hunger Games-sagaen tilbage i en yngre version, nemlig designeren Tigris, som er Snows kusine – og hun bliver spillet af Hunter Schafer, som havde sit store gennembrud som Jules i ’Euphoria’.
Den nye ’Hunger Games, The Ballad of Songbirds and Snakes’ har europæisk premiere 15. november 2023.