Det trumfer alle de skøre outfits, vi før har set fra Carrie Bradshaw.
And just like that… er modeugerne ovre, og vi kan begynde at koncentrere os om en helt anden form for streetstyle, nemlig den, der lige nu udspiller sig i New Yorks gader, hvor optagelserne til sæson 2 af ’Sex and the City’-spinoff serien, ’And Just Like That’ netop er skudt i gang.
For med optagelserne er det uundgåeligt, at de outfits de tre veninder (plus dertilhørende varierende entourages) har på, slipper forbi kameralinserne og ind i vores feeds. Og det til lige dele glæde, spænding og – naturligvis – en komplet optrevling af tøj og accessories i sømmene for, hvad tøjvalget mon signalerer for seriens kommende plot.
Og det første look, der er sluppet ud, er ingen undtagelse. Her ser vi Carrie Bradshaw iført en vintage pilot-dragt, gladiatorsandaler fra Dior og en taske, der mildest talt er foruroligende flyvsk.
Er det en fugl? Er det et fly? Nej, der er såmænd en 3D-printet clutch skabt af JW Anderson, der står til den nette sum af 6.680 kroner.
At Carrie bærer vanvittige accessories kan sådan set ikke få os til at falde bagover. Vi taler trods alt om kvinden, der har brugt et Hermès-tørklæde som bandana-pandebånd (ikke på den gode måde), havde et vanvittigt lilla strutskørt på i souken i Abu Dhabi, bar Heidi-kostume til en picnic i Central Park og havde en fugl på hovedet, da hun forsøgte at blive gift med Mr. Big.
Men der er måske alligevel noget med de fugle og hele Carrie-og-Big-miseren…
Tillad os at spole tiden tilbage. Året er 1999. Anden sæson af ’Sex and the City’ ruller over skærmen. Carrie og Mr. Big sejler rundt i deres forhold, som ingen af dem kan sætte ord på. Så Mr. Big forsøger at udtrykke sig via en gave til sin kritiske kæreste.
Det er ikke til at sige, hvad Carrie havde forestillet sig at få, men én ting er sikkert: Det var ikke en krystalbesat clutch formet som en svane. Hun kunne ikke sige, hun hadede tasken, så i stedet siger, hun at hun elsker Big. For første gang. Det er noget af en scene…
Ikke desto mindre forfølger fuglen altså deres forhold, selvom Judith Leiber-clutchen blev gemt langt væk.
Og we couldn’t help but wonder…
Nu hvor Big er død, er den flyvende rotte i taskeform så et nik til, at accessories formet som fugle måske ikke er så dumme endda? Måske er det ligefrem en (forsinket) accept af Bigs gave?
Om end den nye 3D due er langt mere livagtig end sin krystalbesatte forgænger – og desværre også mere i live end Big, hvis aske Carrie valgte at sprede over Seinen i Paris. Og asken, ja, den fragtede hun til byernes by i en (plot twist) Eiffel-tårnsformet Judith Leiber-clutch.
Uanset hvad JW Andersens yderst livagtige due-taske betyder, glæder vi os til at få historien bag, når ’And Just Like That’ sæson to får premiere.