Det er ikke hvem som helst, der nu sættes fokus på med den næste store modeudstilling på The Metropolitan Museum of Art.
Gennem tiden er flere kendte designere som Alexander McQueen, Rai Kawakubu og Charles James blevet hyldet med en udstilling på The Metropolitan Museum of Art, også bare kendt som The Met, og dermed dikteret temaet for verdens største modefest: Met Gala.
En fest, der er kendt for sine mere eller mindre komplekse temaer, der i år var ‘In America: An Anthology of Fashion’.
Nu er turen kommet til en ny designer, der i den grad har sat sit aftryk på verden.
For når vi rammer mandag den 1. maj 2023, vil museet slå dørene op for en udstilling, der er dedikeret til den tyskfødte designer Karl Lagerfeld.
Designeren var særligt kendt for at vende skuden hos modehuset Chanel, som han overtog den kreative styring af i 1983 og sad i spidsen for frem til sin død i 2019.
Derfor får udstillingen navnet ‘Karl Lagerfeld, a Line of Beauty’ og vil bestå af et væld af hans designs gennem sin mangeårige karriere, hvor han, udover sin tjans hos Chanel, også var kreativ chef for italienske Fendi og for sit mærke i eget navn.
Og det er måske ikke helt underligt, at det netop er Karl Lagerfeld, der nu får sin egen udstilling. For ham og Anna Wintour, der er chefredaktør for amerikansk Vogue og formand for The Mets Costume Institute, var tætte venner.
Det ses blandt andet hvert år tydeligt til Met Gala, hvor Anna Wintour altid er i kjole fra Chanel Haute Couture.
Udstillingen før støtte fra Prada, Chanel, Fendi, Karl Lagerfelds eget brand og ikke mindst Condé Nast, der blandt andet udgiver Vogue.
Hvad temaet for Met Galas dresscode bliver er endnu ikke offentliggjort, men mon ikke vi kan forvente en hel del couture fra Chanel?