Europas LGBTQI+-borgere oplever i nogle lande voldsomme angreb på deres rettigheder og større ligestilling i andre. Kampen udkæmpes ikke kun ved domstolene og i parlamenterne, men også i populærkulturen og i samfundet, for den mentale trivsel handler om meget mere end regler og rettigheder.
Regnbueflaget vajer fra flere og flere regeringers og virksomheders bygninger til Pride-festivaler rundtom i verden, men det bliver vandaliseret og sat ild til i forbindelse med anti-LGBTQI+-demonstrationer i lande fra Ungarn til Finland. Frankrig er det tredje europæiske land, der har forbudt omvendelsesterapi, men en bølge af hadtale breder sig over Østeuropa.
Og nok er Danmark et af de lande, hvor LGBTQI+-borgerne har flest rettigheder, men over halvdelen af de unge danske LGBTQI+-studerende har haft selvmordstanker eller gjort skade på sig selv.
Det er et mudret billede, der tegner sig, når man skuer ud over Europa for at danne sig et billede af, hvordan det står til med rettighederne for LGBTQI+-personer. For mens det går fremad rent juridisk i langt de fleste europæiske lande og for den fælles europæiske lovgivning, så er der stadig store udfordringer selv i de lande, hvor det går godt. Samtidig er tilbageskridtene i nogle lande så markante, at de giver LGBTQI+-personer over hele Europa en følelse af at være under angreb:
”På den ene side har vi virkelig en følelse af, at vi er ret pressede, for der er voldsomme angreb på rettighederne i lande med stærke religiøse og nationalistiske strømninger som Polen og Ungarn, hvor der er blevet indført LGBTQI+-frie zoner og kommet forbud mod at tale om at have en anden seksualitet i skolen,” fortæller Susanne Branner Jespersen, som er sekretariatschef i LGBT+ Danmark.
Angrebene på rettighederne får heldigvis modspil af den positive udvikling, der også præger Europa. Men mens de store tilbageskridt bliver taget med syvmilestøvler, så går det langsomt med fremskridtene, siger Susanne Branner Jespersen:
”Samtidig er der en anden tendens, og det er, at det går fremad med de juridiske rettigheder. Men med undtagelse af, at lidt flere lande er begyndt at forbyde omvendelsesterapi, så kan jeg ikke komme i tanke om nogle store, flotte fremskridt. De helt store landvindinger lader vente på sig.”
VOLDSOMME ANGREB FØRER TIL STØRRE STØTTE
Hvert år laver organisationen ILGA Europe, som arbejder for at fremme LGBTQI+-borgeres rettigheder på europæisk plan, deres såkaldte Rainbow Europe Map. Det er et farverigt kort, hvor lande i Europa og Centralasien tildeles farver fra grøn til rød, alt efter hvor gode de er til at beskytte LGBTQI+-borgernes rettigheder.
I år er kortet grønnere end nogensinde før, for flere lande og europæiske institutioner har gjort det til deres mission at beskytte LGBTQI+-borgernes rettigheder. Blandt de største juridiske frem- skridt nævner rapporten Frankrigs forbud mod omvendelses- terapi, at hadtale i mange tilfælde bliver straffet og retssagsafgørelsen om en baby med et lesbisk forældrepar, hvoraf den ene kommer fra Storbritannien og den anden fra Bulgarien. I modsætning til Storbritannien tillader Bulgarien ikke, at to forældre har samme køn, og derfor ville landet ikke udstede et pas til babyen.
Det fastslog den europæiske domstol, at landet skulle. Det betyder, at alle EU-lande fremover er tvunget til at acceptere to eller flere forældre af samme køn, hvis de først er blevet registreret som forældre i et andet EU-land, hvilket er et stort fremskridt for regnbuefamilierne.
Rapporten roser også Europa-Parlamentets erklæring om, at hele Europa er en LGBTQI+-frihedszone, og Europa-Kommissionens retssager mod Polen og Ungarn. Begge dele er et modsvar på de store tilbageskridt i de to østeuropæiske lande.
”Rapporten beskriver et år i Europa, man ikke har oplevet før. Regionale og nationale institutioner og domstole har taget deres pligt til at beskytte LGBTQI+-personers menneskerettigheder på sig med stor alvor. Det sker midt i den nu krystalklare eskalation af had mod LGBTQI+-personer, som sker for at sikre politiske gevinster og øget magt,” skriver ILGA Europe i deres seneste årsrapport.
Den mere stålsatte støtte til LGBTQI+-borgere er et resultat af, at deres rettigheder er under angreb i mange lande. Og det er langtfra kun i østeuropæiske lande, at der er udfordringer. Kortet og den medfølgende årlige rapport viser nemlig også, at der er sket en drastisk stigning i hadtale på tværs af Europa, og at politikere i 22 lande – blandt andet Finland, Spanien og Storbrittanien – talte hadsk om LGBTQI+-borgere. I Tyskland var der en stigning i vold mod LGBTQI+-personer på 39 %, og i Frankrig, hvor en ny app skal gøre det nemmere at anmelde anti-LGBTQI+-vold, blev der anmeldt 3896 tilfælde. I mange lande blev der begået mord på LGBTQI+-personer, der bliver begået familie- og politivold, LGBTQI+-personer er blevet retsforfulgt og voldtaget, og folk har sat ild til regnbueflaget i en lang række lande, fra Norge, Holland og Finland til Tyskland, Irland og Italien.
”På den ene side har vi i 2021 set en alvorlig stigning i anti-LGBTQI+-retorik fra politikere og andre ledere, hvilket har ført til en bølge af vold – der har været anmeldelser om hate crimes i hvert eneste land,” skriver ILGA Europe i rapporten.
”På den anden side har svaret på udviklingen i mange lande og på europæisk plan været en stålfast beslutning om at kæmpe mod had og udelukkelse af LGBTQI+-personer.”
MENTAL TRIVSEL OG LOVGIVNING AFSPEJLER IKKE HINANDEN
Det er to skridt frem og et tilbage, når det gælder den lovgivningsmæssige udvikling i Europa, men det er ikke den eneste kamp, LGBTQI+-organisationer kæmper. For en ting er, hvad lovgivningen siger. Noget andet er, om den bliver efterlevet, og om den afspejles i befolkningen, både blandt hetero-personers syn på LGBTQI+-personer og i LGBTQI+-personers mentale trivsel.
”Vi kæmper for juridiske fremskridt, men vores helt store indsats handler om mental trivsel, og det er ikke en kamp, man vinder ved lovgivning,” fortæller Susanne Branner Jespersen fra LGBT+ Danmark.
”Det er vigtigt at forstå, at lovgivning ikke automatisk fører til et sundere syn på LGBTQI+-personer i samfundet. Og der er meget andet end lovgivning, der påvirker, hvordan folk egentlig har det.”
Ungarn er et eksempel på, at lovgivning ikke altid afspejles i befolkningens syn, for mens regeringen bekriger LGBTQI+-personers rettigheder, så har den ungarske befolknings støtte til gruppen aldrig været større.
“Med undtagelse af, at lidt flere lande er begyndt at forbyde omvendelsesterapi, så kan jeg ikke komme i tanke om nogle store, flotte fremskridt.”
Danmark er et eksempel på, at den mentale trivsel kan have trange kår, selv om lovgivningen kæmper for at sikre det modsatte. Selv om Danmark ifølge ILGAs regnbuekort er det næstbedste land i Euro- pa for LGBTQI+-personer, så føler 28 % af LGBTQI+-borgerne og 46 % af landets transpersoner sig ensomme – til sammenligning er tallet for resten af danskerne 3 %. Mere end halvdelen af danske LGBTQI+-studerende fra 13-25 år har enten haft selvmordstanker eller gjort skade på sig selv. Og 58 % af Danmarks transpersoner har følt sig diskrimineret, især i sundhedsvæsenet.
Derfor bruger LGBT+ Danmark lige så meget krudt på at organisere fællesskaber, hvor folk kan møde ligesindede, og på at oplyse fagpersoner om, hvordan de kan skabe trygge rum, som på at presse på for at sikre politiske gevinster.
LGBTQI+-REPRÆSENTATION EKSPLODERER I POPULÆRKULTUREN
Mens det går langsomt med at forbedre den mentale trivsel og sikre LGBTQI+-personers rettigheder, så er der en anden positiv udvikling, der har fart på. De sidste par år er en bølge af film, tv-serier og romaner med en eller flere LGBTQI+-hovedpersoner skyllet ind over verden, for i modsætning til juraen bevæger popkulturen sig nemlig hurtigt.
Både den nye ‘Sex and The City’-serie, norske ‘Skam’, ‘Sex Education’, ‘Euphoria’, ‘Billions’ og ‘The Bold Type’ har LGBTQI+-personer i hovedrollerne, det samme har storsælgende bøger fra romancegenren til Pulitzer-vindende anmelderdarlings som Andrew Sean Greers ‘Less’ og Garth Greenwells ‘Cleanness’, og film som ‘Call Me By Your Name’, ‘Moonlight’ og ‘Blue Is the Warmest Colour’ har vundet både publikums og anmeldernes hjerter.
Og ikke bare er der flere afbildninger af LGBTQI+-personer, de bliver også tildelt mere varierede roller, som har et bedre livsforløb, end de plejede:
”Vi har set en meget kraftig stigning inden for de sidste 4-5 år, og den repræsentation betyder meget, især for den kommende generation. Bare ti år tilbage kunne man kun få tre kulturfortællinger – der var den om bøssen, der døde af AIDS, om den lesbiske, der levede alene, og om den psykisk syge transkønnede. Det er en meget velkommen udvikling, at der nu er mere positiv repræsentation og livsbekræftende, glade fortællinger. Særligt hvis man er ung og går og kigger efter eksempler på, at man kan have et godt liv, selv om man er anderledes og lever uden for normen, så betyder det jo meget, at man får nogle positive fortællinger tilbage og ikke bare bliver bombarderet med fortællingerne, der gør en bekymret og trist og bange for at dø af AIDS. Det er superskadeligt at få sig selv gengivet på den måde, og derfor er den positive repræsentation så vigtig,” siger Susanne Branner Jespersen.
“Det er vigtigt at forstå, at lovgivning ikke automatisk fører til et sundere syn på LGBTQI+personer i samfundet”
At LGBTQI+-personer får funktionelle karakterer, de kan spejle sig i, er imidlertid ikke den eneste gevinst ved den pludselige eksplosion i LGBTQI+-repræsentationen i popkulturen. Den kan også være med til at almindeliggøre anderledeshed i hetero-befolkningens øjne og til at skabe mere empati og sympati:
”Noget af det, fiktionen kan, er at skabe empati, fordi den giver os mulighed for at gå i dialog og indleve os i nogle karakterer, der ikke ligner os selv. Det er jo meget sigende, at vi i årtier har tænkt, at det er nemmere at identificere sig med en lille løveunge, en rotte, eller hvem der ellers har været hovedpersonen i Disney-filmene, end med homoseksuelle, som der jo ikke var mange positive repræsentationer af, da jeg voksede op,” fortæller Niels Henrik Hartvigsson, der er forsker i filmvidenskab ved Københavns Universitet.
”Det er ved at ændre sig nu, blandt andet fordi den unge generation ikke tøver med at kræve mere en-til-en-repræsentation end tidligere.” Som festivalleder for MIX Copenhagen, en LGBTQI+-festival, der har været aktiv siden 1986, har Andrea Coloma fulgt udviklingen på nært hold. Hun har især bidt mærke i, hvordan der er kommet flere genrefilm som gysere, krimier og romancer, og at coming-of-age-filmene – der ofte er en coming out-film, når hovedpersonen er LGBTQI+ – ikke længere er helt så dominerende. Der er også kom- met mere fokus på regnbuefamilier i filmverdenen, ligesom LGBTQI+-hovedpersoner på over 30 år er mere repræsenteret, og så er der flere transpersoner på rollelisten.
Det rykker med andre ord på mange forskellige fronter samtidig, og det kan få betydning langt uden for biografen. Det, der sker på det hvide lærred, har nemlig mulighed for at påvirke folk på en anden måde end lovgivningen eller samfundsdebatten, siger Andrea Coloma:
”Mere repræsentation betyder meget for unge mennesker og folk, der bor uden for de store byer, og som ikke har nogen omkring sig, de kan spejle sig i eller tale med. Men det handler om meget mere end det. Jeg tror nemlig ikke, vi skal underkende, hvad repræsentation kan gøre for at uddanne folk og gøre dem bedre til at udvise noget empati for mennesker, der er anderledes end dem selv.”
