Skuespillerinden har allerede god erfaring med at spille en rolle, der er baseret på en virkelig person.
Det kræver et stort stykke arbejde at finde den perfekte hovedrolle til en Hollywood-film, og det kan være endnu større udfordring, når filmen er baseret på virkelige hændelser, hvor publikum kan sammenligne den castede skuespiller med den person, som filmen tager udgangspunkt i.
Nogle gange er det lykkedes helt fint, se bare på Lily James som Pamela Anderson i serien ‘Pam & Tommy’ eller Rami Malek som Freddie Mercury i filmen ‘Bohemian Rhapsody’, mens det andre gange måske er gået lidt for hurtigt med castingen, fx med Lindsay Lohan som Elizabeth Taylor i filmen ‘Liz & Dick’.
Nu er der en filmatisering på vej om Madonnas liv, og derfor skal der selvfølgelig også findes en skuespillerinde, der kan løfte rollen som den ikoniske ‘Like a Virgin’-sangerinde.
Og den rigtige til rollen er muligvis fundet. Julia Garner er nemlig blevet tilbudt rollen som Madonna i den kommende film. Det skriver Variety.
Hvis Julia Garner takker ja til rollen, vil det ikke være første gang, at hun skal være med i en produktion, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser.
Skuespillerinden havde også hovedrollen i den stort anlagte Netflix-serie ‘Inventing Anna’, der handlede om den storsvindlende Anna Delvey, der løj sig til inderkredsen af New York jetset-miljø under påskud af at være en velhavende tysk arving.
Udover den mulige casting til hovedrollen, er der ikke sluppet meget ud om den kommende Madonna-film, og det er derfor heller ikke offentliggjort, hvornår filmen får premiere.