Celebrity style

12 kendte brude, der bar lårkort til deres bryllup

- 24/05/2022

Skal en brudekjole partout være lang? Ikke hvis man spørger de kendte, der siden 1960’erne har båret kort til deres bryllup.

Når vi tænker på bryllupper, tænker vi ofte med det samme på overdådige brudekjoler med meterlange slæb og tusind lag tekstil og tyl.

I hvert fald, hvis det er kendisser, der står foran alteret. For er der én ting, den slags bryllupper ofte har til fælles, er det, at de ikke sparer på prinsesse-referencerne, hverken hvad angår fest eller kjole.

Men for hver regel findes naturligvis også en undtagelse, eksempelvis når bruden trodser kjolekutymen og bærer lårkort på den store dag, netop som vi lige har set i tilfældet Kourtney Kardashian (ad tre omgange, vel at mærke).

Den ældste Kardashian-søster var dog langt fra den første brud til at vise ben, mens hun afgav sit ja. Faktisk var Elizabeth Taylor en af de første kendte til at bære kort til sit bryllup til Richard Burton i 1964, hvor den korte kjolemode var supermoderne.  

Nedenfor tager vi dig gennem 12 kendte brude, der har haft korte kjoler på til deres bryllup.

Foto: Ritzau/Scanpix

Elizabeth Taylor & Richard Burton (1964)
Kjolen, Taylor bar til sit femte bryllup, var ukonventionel, kort og solgul.

Foto: Ritzau/Scanpix

Mia Farrow & Frank Sinatra (1966)
Brylluppet var første gang, Mia Farrow viste sig med sin korte ’pixie’-frisure, der senere blev hendes signatur.

Foto: Ritzau/Scanpix

Sharon Tate & Roman Polanski (1968)
Kjolen var i babydoll-snit, der var meget in i 1960’erne.

Foto: Ritzau/Scanpix

Yoko Ono & John Lennon (1969)
Yoko Ono var alt andet end konventionel, deraf de høje, hvide tennissokker til den korte kjole.

Foto: Ritzau/Scanpix

Audrey Hepburn & Andrea Dotti (1969)
Kjolen var fra Givenchy og var sart lyserød.

Anja Rubik & Sasha Knezevic (2011)
Supermodellen var iført kort Emilio Pucci-kjole til sit bryllup.

Poppy Delevingne & James Cook (2014)
Selvom kjolens helhedsudtryk er langt, er selve kjolen en perlebroderet minisag fra Chanel Haute Couture by Karl Lagerfeld. 

Olivia Palermo & Johannes Huebl (2014)
Kjolen fra Carolina Herrera bestod af tre dele: korte shorts, et gennemsigtigt tylskørt og en kashmir-sweater.

Whitney Port & Tim Rosenman (2015)
Bruden havde selv designet kjolen med kort/lange kontraster.

Charlotte Casiraghi & Dimitri Rassam (2019)
Til sin borgerlige vielse (som er kutyme inden den kirkelige velsignelse i katolske lande) bar Casiraghi en glamourøs minibrokadekjole fra Saint Laurent, der bestemt ville vække hendes bedstemor, Grace Kellys, anerkendelse.

Lily Allen & David Harbour (2020)
Iført Chanel overraskede Lily Allen alle, da hun sagde ’ja’ til sin mand i Las Vegas. Elvis stod for vielsen, og fejringen efterfølgende foregik på In-N-Out Burger.

Foto: Enrico Di Virgilio/Ritzau Scanpix

Kourtney Kardashian & Travis Barker (2022)
Inden deres to prøve-bryllupper i henholdsvis Las Vegas og i Los Angeles havde Kourtney Kardashian korte kjoler på – så det var da kun en naturlig forlængelse af affæren, at hun havde en ultrakort blondekjole på med et kilometerlangt blondeslør (begge Dolce & Gabbana), da hun for tredje gang sagde ja til Travis Barker i Portofino.

Læs ogå

Det havde Kardashian-familien på til Kourtneys bryllup