Kultur

10 grunde til, det føles som om, vi lever i 2004 – igen

- 21/04/2022

Det føles næsten som et deja-vu, når Britney Spears er gravid, Juicy Couture er tilbage i modebilledet og mange igen er overivrige med pincetten, når brynene skal rettes.

Fra farvede solbriller og lavtaljede bukser til celebrity-par og utallige reeboots. Det vrimler med nostalgiske tendenser fra en af modens og popkulturens mest ikoniske tidsaldre: 00’erne. 

For nogle er det en kærkommen kontrast til 10’ernes minimalisme, mens det for andre er et tvivlsomt gensyn med ting, vi ikke havde troet, vi skulle se og opleve igen. 

Vi har samlet nogle af de popkulturelle fænomener, der beviser, hvorfor det føles som om, vi endnu en gang gennemlever the naughties.

Bennifer er sammen igen
Da Jennifer Lopez og Ben Affleck dannede par i start 00’erne, var de genstand for stor mediebevågenhed. Den voldsomme popularitet førte desværre til aflysningen af deres bryllup, hvorfor parret gik fra hinanden i 2004.

Men gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, og det gjorde den heller ikke for Bennifer, der næsten 20 år senere er sammen igen. I 2021 blev det officielt, at parret havde fundet sammen igen – og nu er de endda forlovede, hvorfor et af 00’erne mest ventede bryllupper måske endelig bliver til noget. Vi venter bare på, at de bliver castet i hovedrollerne til en ny, halvdårlig romantisk komedie, så vi kan få en ‘Gigli’ 2.0.

Foto: Mega

Her ses parret med næsten 20 års forskel, selvom det kan være svært at se.

Juicy Couture er tilbage
Ingen kunne bære joggingsæt, som Paris Hilton og Nicole Richie, der hittede stort med realityshowet ‘The Simple Life’ i 00’erne. Og det var selvfølgelig ikke hvilket som helst joggingsæt, for de var fra celebrity-favoritten Juicy Couture, hvis velour-versioner med similisten blev et fænomen og en eftertragtet uniform for unge kvinder verden over.

De er nu tilbage i bedste velgående hjulpet godt på vej af coronaens mange hjemmetimer, hvilket deres samarbejde med danske Ganni blandt andet vidner om.

Foto: Mega

Paris Hilton og Nicole Richie levede nærmest i deres Juicy Couture-sæt, som Ganni nu har skabt en kollektion af.

Britney Spears er gravid igen
Britney Spears var en af 00’ernes allerstørste stjerner, der både gav os udødelige hits, sammenbrud for rullende kameraer og et comeback, få havde set komme. Desværre viste det sig, at stjernen var blevet gjort umyndig af sin far, der blandt andet sørgede for, at hun skulle bære spiral mod sin vilje. 

Heldigvis endte umyndiggørelsen i november sidste år, og tidligere på måneden annoncerede Britney så, at hun igen venter sig, denne gang sammen med kæresten Sam Ashgari. Hun har i forvejen Sean Preston fra 2005 og Jayden James fra 2006 med danseren Kevin Federline.

Foto: Mega

Da Britney ventede sit første barn i 2005, vakte det stor opmærksomhed verden over, og det samme kan siges om hendes nylige annoncering.

Lavtaljede jeans hitter
Man kan ikke sige 2004 uden at sige lavtaljede jeans. Jo kortere lynlås i gylpen, jo mere trendy var du. Selvom det måske ikke er til alles fornøjelse, så er bukserne, der var så lavtaljede, at de var på grænsen til at vise det hele frem, så småt ved at gøre et comeback. Det er hjulpet godt på vej af TikToks lyd-favorit, Julia Fox, der tidligere i år dukkede op i sin egen, opdaterede version af y2k-klassikeren.

Foto: Mega

Blandt fans af de ekstremt lavtaljede jeans var modeikonet Victoria Beckham, og nu gør Julia Fox hende kunsten efter på sin helt egen måde.

Uggs er tilbage
De skulle helst bæres skinny jeans, de sutskolignende Uggs, der blev brugt både sommer og vinter. De dengang elskede sko har mødt både modgang og medgang gennem tiden, men nu er de vamsede sko endnu en gang at få øje på – godt hjulpet på vej af en viral kampagne med sangerinden Cher i front tidligere i år.

Foto: Mega

Beyoncé kunne næsten ikke være mere Y2K ved Superbowl i 2004, mens model Kaia Gerber næsten 20 år senere lufter sin lave version af Uggs.

Legally Blonde får en opfølger
Filmen ‘Legally Blonde’ gav Reese Witherspoon sit helt store gennembrud, gav os scoremetoden ‘The bend & snap’ og blev et internationalt hit. 

I dag er den anset som en af det mest ikoniske film fra 00’erne, og det er måske netop derfor, at man nu genopliver Elle Woods 20 år senere. En 3’er af filmen med det oprindelig cast er nemlig på vej. Se, dét er et reboot, vi glæder os til.

Foto: Mega

Legally Blonde beviste, at man sagtens kan bære lyserød og samtidig være ambitiøs.

Jennifer Coolidge gør comeback
Det er svært at tænke på ‘The bend & snap’ uden at tænke på negleteknikeren Paulette. Hun spilles af Jennifer Coolidge, der med sin nu kendte replik ‘I look like the 4th of July’ sagt med hendes ikoniske, nasale stemme blev meme-værdig, inden der overhovedet fandtes memes.

Takket være Ariana Grandes geniale efterligning af hende i Jimmy Fallon, skuespillerens rolle i den anmelderroste HBO-serie ‘The White Lotus’ og hendes medvirken i en Super Bowl-kampagne er hendes comeback for alvor cementeret.

Foto: Mega

Skuespilleren, der for mange også blev kendt som Stiflers mor i 'American Pie'-filmene, er blevet en af internettets helt store darlings.

De små skuldertasker er tilbage
En anden tendens fra start 00’erne, der er svær at komme udenom, er de små skuldertasker, der prydede både modeugerne og storcenter-gangene. Flere brands gjorde sig bemærkede med versioner af den lille taske, men en af dem, der var med til at skabe hype omkring dem, var selvfølgelig fjernsynets modedronning Sarah Jessica Parker, der i et afsnit af ‘Sex and the City’ fik stjålet sin Fendi Baguette i en gyde. Den blev så populær, at Fendi tidligere i år relancerede den nu ikoniske taske og dermed genskabte tendensen på ny.

Foto: Mega

Få kan bære en skuldertaske som Carrie Bradshaw, der i år genopstod i 'And Just Like That...'

Brynene er igen tynde
Lige netop som de flestes bryn endelig havde genvundet deres fylde ovenpå flere års manisk plukning og barbering i 00’erne for at opnå helt syletynde øjenbryn, og vi derfor endelig kunne nyde synes af mere naturlige bryn, er pincetten igen fundet frem. For endnu en gang er gadebilledet fyldt med mere plukkede bryn og tynde bryn, som vi husker dem fra the naughties.

De tynde bryn var et signatur-look for Pamela Anderson i 00'erne, og det er de også for Bella Hadid i dag, der har været med til at gøre dem populære igen.

Tid til miniskirtet igen
Beyoncé, Christina Aguilera og Paris Hilton var blandt nogle af de største fans af miniskirtet, der i 00’erne var en af de helt store tendenser i et væld af afskygninger – fra flæser og denim til silke og læder. Nu er den lille nederdel endnu en gang tilbage, og det kan vi blandt andet takke Miu Miu for, der tidligere i år gik viralt med deres ultra lavtaljede og ultrakorte miniskirt fra deres SS22 kollektion, der landede på forsiden af flere, store magasiner.

Foto: Shutterstock/Scanpix og IMAXtree

Christina Aguilera bar miniskirtet som ingen andre i start 00'erne, og nu er det blandt andet Miu Miu, der har gjort det populært igen.

Læs ogå

Ganni i nyt samarbejde med Juicy Couture: Se hele kollektionen her