Filmfestivalen for dokumentarer er en af de mest anerkendte, og derfor er der masser af gode film, du bør se – hvad end du er til mode, kærlighed eller mad.
Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX vender tilbage onsdag den 23. marts med en endnu et spændende program spækket med både danske og udenlandske dokumentarer, der underholder, provokerer, oplyser og rører.
Festivalen løber frem til den 3. april, og i år kan du igen opleve filmene i biografer rundt omkring i København, mens du også kan se de over 200 dokumentarfilm på festivalens egen streaming-platform fra den 1. til den 10. april.
Du kan blandt andet opleve skuespiller og sangerinde Charlotte Gainsbourg i samtale med sin legendariske mor Jane Birkin eller blive klogere på en af verdens mest afsidesliggende Michelin-restauranter.
Vi har fået et smugkig på nogle af de spændende film og udvalgt seks af dem, du skal gå efter at se til dette års festival.
‘Jane by Charlotte’
Kvinden, der lagde navn til nok verdens mest kendte luksustaske, ‘Birkin’ fra Hermés, var en legendarisk, fransk skuespiller. Og så er hun desuden mor til Charlotte Gainsbourg, der ligeledes er skuespiller og sanger. De to mødes her i en rørende samtale om livet i dokumentaren ‘Jane by Charlotte’, der samtidig er Charlotte’s debut som instruktør.
Læs mere om filmen, og køb billet til ‘Jane by Charlotte’ her
‘Fashion Babylon’
Modebranchen kommer under en kritisk og kærlig lup i filmen ‘Fashion Babylon’, hvor vi følger henholdsvis designer Michelle Elie, musiker Casey Spooner og ‘RuPaul’s Drag Race’-vinderen Violet Chachki. I filmen rapporterer de på ærlig vis om, hvordan der ser ud fra inderkredsen af modens til tider glitrende facade.
Læs mere om filmen, og køb billet til ‘Fashion Babylon’ her
‘Ascension’
Der er æstetiske pletskud for alle pengene i den Oscar-nominerede ‘Ascension’, hvor Kinas vilde klasseforskelle bliver skildret, når vi møder både fabriksarbejdere, folk fra middelklassen, der kun bliver mere og mere udbredt i det store land, og de ultrarige kinesere, for hvem hverdagen er helt anderledes end de øvriges.
Læs mere om filmen, og køb billet til ‘Ascension’ her
‘An eternity of me and you’
For rullende kameraer følger vi et par i missionen om at udvide familien med et barn med alt, hvad der dertil hører af lægesamtaler og konflikter mellem de to. Instruktøren bag, Sanne This, spiller også hovedrollen, der på sjov og rørende vis blandt andet dokumenterer de indgroede kønsroller, der kan være så svære at gøre op med.
Læs mere om filmen, og køb billet til ‘An eternity of me and you’ her
‘Grethe Meyer – Danmarks Porcelæn Dronning’
Grethe Meyer er en af Danmarks helt store kunstnere, der blandt andet skabte stel for Royal Copenhagen og skabe sammen med arkitekt Børge Mogensen. Alligevel er hendes navn som designer ikke særlig udbredt. Det vil der gøres op med i denne film, der tegner et portræt af designeren gennem samtaler og rekonstruktioner.
Læs mere om filmen, og køb billet til ‘Grethe Meyer – Danmarks Porcelæn Dronning’ her
‘Nordic by Nature’
På Færøerne ligger der en restaurant, der er noget ud over det sædvanlige. Den hedder Koks, og den har hele to Michelin-stjerner. Midt i det vilde landskab på klippeøen ligger restauranten, som vi her kommer tæt på gennem dens skabere, der med udgangspunkt i den rå natur skaber store gastronomiske oplevelser.
Læs mere om filmen, og køb billet til ‘Nordic by Nature’ her