Lasse Bak Mejlvang har fotograferet modeuger både herhjemme og internationalt gennem 20 år. Vi har bedt ham om at udvælge 12 billeder, som fortæller noget om livet som backstagefotograf.
Med modeugerne følger altid et hav af shows, der skal fremvise de nyeste kollektioner og tendenser. For de fleste handler en modeuge udelukkende om at se de nye looks og kollektioner – og ganske givet også en smule om selv at blive set. Men sådan er det ikke for alle.
“Jeg ved godt, at mode generelt set handler om tøj, men det er ikke så vigtigt for mig, jeg er mere interesseret i det cirkus, som en modeuge jo egentlig er. Både publikum, designerne, modellerne og deres liv i det. Det er interessant, synes jeg. Og det er i den interesse, at min projekt med at skyde billeder backstage er startet,” siger fotograf Lasse Bak Mejlvang.
Han dækkede sin første modeuge i 2002, og i 2008 begyndte han at skyde billeder backstage til de internationale modeuger for sin daværende arbejdsplads, modemagasinet VS.
I de sidste 10 år har Lasse Bak Mejlvang også taget backstagebilleder for ELLE – et projekt, der forhåbentlig skal munde ud i en større udstilling, der efter planen skal komme i 2023.
Vi har bedt Lasse Bak Mejlvang om at dykke ned i sit store bagkatalog og udvælge 12 billeder, der fortæller noget om livet under modeugen og tilværelsen som backstagefotograf:
Mark Tan, København, 2016
“Vi er ude på en plads på Amager, og backstageområdet til showet var bare inde i et almindeligt hus. Nogle gange, når jeg har skudt i Paris, så har backstage været på et fancy hotel, men langt størstedelen af gangene er du prisgivet, fordi backstageområderne er så små og grimme, og der er folk over det hele. Derfor må man prøve at finde en skæv vinkel, der kan være noget smukt i. Det er billedet her et rigtig godt eksempel på. Jeg er gået op på førstesalen i huset, og så har jeg taget et billede ud af et vindue, der fortæller det hele i ét billede: Der er catwalk, store lamper, DJ, kamerafolk og modeller. Det er ret fint, at vi både kan se, hvad der foregår på scenen, og hvad der foregår bag scenen.”
Balmain, Paris, 2008
“Da jeg var afsted til modeugen i Paris i 2008, lavede jeg 22 shows på 10 dage – og jeg blev nok smidt ud fra 80% af dem. Hvis du er kommet backstage i Danmark, må du gerne være der. I New York, i Paris og i Milano er der nogle helt andre systemer, og hvis du kommer fra lille Danmark, så står du altid allerbagerst i køen. Der vil være så mange, der er vigtigere end dig, og der er i forvejen ikke særligt mange fotografer, der får lov til at blive til det, der hedder ‘1. look’, som er det tidspunkt, hvor modellerne har fået tøjet på. Billedet er taget til et kæmpe Balmain-show, hvor jeg vidste, jeg højst sandsynligt ikke ville få mulighed for at tage billeder af modellerne i tøjet. Så jeg måtte arbejde på at fange et makeup-look eller en stemning. På billedet her sidder modellen jo i sit eget tøj, men det er et dejligt portræt, og det viser, hvad der foregår i processen op til, at modellerne kommer catwalken.”
Chanel, Paris, 2008
“Det er jo Chanel, så det er i sig selv bare vildt at være der. Til sådan et show ville jeg aldrig have fået adgang til at komme backstage, så jeg fik en podieplads sammen med catwalk-fotograferne. Som man nok kan fornemme ud fra vinklen på billedet, så stod jeg ikke øverst på listen over fotografer. Jeg står helt ude i siden, langt bagved, oppe på en stige. De store bureauer har fået tildelt pladser på forhånd, og så må resten af os have spidse albuer, når vi bliver lukket ind. Chanel bygger altid vilde scenerier, og her har de jo seriøst bygget et helt Chanel-hus. Da showet startede, kom modellerne gående ud af huset, og så spillede de ‘Our House’ med Madness. Jeg havde to år før taget billeder til en demonstration, da de ryddede Ungdomshuset i København, hvor de spillede den samme sang, og det kom jeg til at tænke på, da jeg stod der til showet. Det var så syret, for det var virkelig to helt forskellige verdener, der kolliderede.”
Lovechild, København, 2018
“Her ser vi virkelig intensiteten under et modeshow. Tæppet, som hænger ned, er ligesom slutningen på catwalken. Så Marianne Schrøder, der er modellen på billedet, drejer om hjørnet, og så er hun nærmest allerede ved at tage tøjet af for at skifte til næste look. Man vil gerne have billedet, hvor modellerne skifter, men der er også en intern forståelse af, at vi selvfølgelig ikke fotografer dem, når de ikke har noget tøj på. Vi kigger ikke, og vi fotografer dem ikke af respekt, når de står med bare bryster. Så hvis man vil lave et billede, som viser den situation, hvor de skifter, så bliver man nødt til at lave det sådan her.”
Karla Otto, New York, 2017
“Jeg er blevet ret glad for det her billede, fordi det ret fint viser, hvor ekstravagante nogle af scenerne til en modeuge kan være. Det er taget i det nye World Trade Center i tårn fire. På det her tidspunkt var det ikke bygget færdigt, så bare den oplevelse af at være på 71. etage… Det så for vildt ud. Man får virkelig fornemmelsen af, at det er stilhed før stormen: Det hele er klappet og klar, nu mangler vi bare at få folk ind og modellerne på catwalken.”
Malene Birger, digitalt, 2021
“Jeg måtte tænke kreativt her, fordi alle shows var digitale på grund af corona. Vi projekterede dem op i et fotostudie, og så fotograferede jeg det igennem en krystal, så det fik noget flair og noget modlys. Det giver lidt bevægelse og en stemning. Vi kunne af gode grunde ikke lave en backstage-serie, men så gjorde vi det sådan her, og jeg synes faktisk, at det trods omstændighederne blev rigtig fint.”
Diesel, New York, 2010
“Her er den anden del af at gå til modeuge. Alting er så glamourøst og fashionable, tænker man i hvert fald, og det er det sikkert også for de få stjerner, der kommer til de her shows, men for resten af de inviterede er der rigtig meget ventetid. Alle har prøvet at sidde svedende i et lokale i en time og vente på, at et show gik i gang. Det er ikke altid pomp og pragt. Du kan også komme til at stå der i snevejr med din paraply og fryse og vente en time før, at dørene i åbner. I USA er de kendte meget ofte blevet betalt for dukke op, fordi det giver omtale, og derfor må alle andre oftest sidde og vente på, at stjernerne ankommer. Også selvom de så kommer en time for sent.”
Sonia Rykiel, Paris, 2008
“Det her er et højdepunkt for mig. Det var et 30-års jubilæumsshow, og det blev holdt på et slot lidt udenfor Paris. Konceptet med showet var, at gæsterne sad ved runde borde og fik en middag under showet, og så varede det 50 minutter. Normalt varer et modeshow mellem 5-10 minutter, det går sygt stærkt, men de valgte at gennemgå hele Sonia Rykiels karriere, og de havde så mange modeller, der nærmest dansede sig igennem catwalken. Det var bare en fest. Det lykkedes mig heller ikke at komme bagved til det show her, så jeg havde fået en podieplads for enden af catwalken. Men jeg vidste, at chefredaktøren og moderedaktøren på VS, hvor jeg arbejdede dengang, havde fået en plads ved et bord, så da showet gik i gang, og alt lyset slukkede, kravlede jeg hen ad gulvet til dem, og så sad jeg ved deres fødder og fotograferede under hele showet.”
Jeremy Scott, Paris, 2009
“Det her er Chanel Iman, og jeg fulgte hende i 14 dage under modeugerne i Milano og Paris. På billedet kommer hun løbende under et show, og så er der ikke så meget mere at sige om det. Men jeg har valgt at tage det med alligevel, fordi jeg har en anden god historie med hende. Hun var 17 år på det her tidspunkt, og fordi hun var så ung, havde hun fået lov til at have sin mor eller sin agent med, når hun skulle til shows. Imens vi er afsted, blev hun booket til at gå Balenciagas show, og det var kæmpestort for hende.
Balenciaga har aldrig nogen backstagefotografer. Det er så hemmeligt, og der må ikke komme noget ud, før showet kører. Hun gik med til, at jeg skulle lade som om, at jeg var hendes agent til det her show, og så kunne jeg have et kamera nede i tasken. Jeg tog med hende klokken fem om morgenen, og jeg sad i seks timer og drak te og spiste kiks med alle de andre mødre. Det var så lamt. Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne tage kameraet op, for så ville jeg blive smidt ud. Jeg håbede på, at der ville komme lidt flere fotografer, så jeg kunne blende ind. Det skete bare aldrig rigtigt, så da showet gik i gang, og hun havde tøj på, spurgte jeg hende, om vi ikke bare lige skulle tage nogle billeder. Men så endte hun med at bede mig om at lade være, fordi hun var bange for, at hvis jeg blev snuppet, så ville det betyde, at hun ikke ville blive booket af Balenciaga til fremtidige modeuger. Så nogle gange kan man også ende med, at man slet ikke får billeder med hjem fra et show.”
Søren Le Schmidt, København, 2020
“Det var den første modeuge efter den første lockdown. Det var meget tvivl, om det overhovedet kunne lade sig gøre at afvikle modeugen. Alt var skaleret lidt ned, der var betydeligt mindre presseopbud, men for mig er der noget specielt over denne modeuge, fordi det føltes som en forløsning og afslutningen på corona – hvilket det jo så bare overhovedet ikke var. For mig er Søren Le Schmidts og Mark Tans shows det tætteste, vi har herhjemme på noget, der kunne være afholdt i Paris eller Milano, når man kigger på looks, styling og sceneri.”
Ganni, København, 2018
“Det er så vigtigt at behandle folk ordentligt og holde sig gode venner med dem, man arbejder sammen med. Jeg har i mange år kendt Emil fra The Lab, der står for at producere Gannis shows, og han har altid behandlet mig utrolig godt. Jeg kan altid hive fat i ham, og at jeg har den mulighed, at jeg kan spørge ham, om vi kan finde på et eller andet anderledes, det er virkelig vigtigt. Her har han kørt mig op i en kran, så jeg kunne stå deroppe og fotografere den helt fantastiske scene, de havde lavet. Jeg kunne aldrig have taget det her billede uden hans hjælp.”
Saks Potts, København, 2017
“Billedet her er fra et de første shows, som Saks Potts afholdt ude på Langelinie Pavillonen. Det var dengang, de stadig lukkede de fleste medier ind backstage. Jeg har fx efterfølgende stået nede i Radiohuset, hvor vi havde en aftale om, at jeg skulle komme og lave backstage til Saks Potts, og da jeg så stod der, sagde de, at jeg ikke kunne komme ind alligevel. Jeg gider ikke spilde min tid, og en aftale er en aftale. Men et eller andet sted er det også pirrende, der er noget fedt over, at de tør sige nej. De er ligeglade, og derfor er der noget ekstravagant over dem. Vi har lige nu en forespørgsel til at komme ind backstage til deres show på onsdag, og vi ved endnu ikke, om vi har en aftale eller ej – og alle de andre brands har altså allerede svaret for længst. Jeg håber meget, at det kan lade sig gøre, så vi kan have et nyere billede med i den udstilling med backstagebilleder, vi forhåbentlig skal lave i 2023.”
