Hudpleje

Bruger du den rigtige ansigstrens i vintermånederne?

- 17/11/2021

Ligesom du har lagt sommertøjet på hylden og fundet de bløde, varme sager frem, er det også tid til at kigge skønhedsrutinen efter i sømmene. Et sted at starte er at kigge på det produkt mange bruger som det første led i deres skønhedsrutine: rensen.

Du har bemærket det: det ér efterår. Luften er koldere og den tørre varme skrues op indendørs. To ting, din hud ikke nødvendigvis sætter pris på. Men der er råd at hente. Vi har allieret os med kosmetolog og indehaver af ‘Dare to Care’ Line Friis, og det første produkt, der kan gøre en positiv forskel, er rensen. Den rigtige rens vel at mærke.

Læs ogå

5 skønhedsprodukter, du ikke vil gå glip af i november

Ifølge Line Friis starter den ideelle hudplejerutine fra efterår til forår af en mælke- eller oliebaseret rens. Når temperaturen daler, gælder det nemlig om at gå en stor bue uden om produkter, der udtørrer. For eksempel renseprodukter, der skummer. Er du i tvivl, om din rens udtørrer din hud, så prøv Line Friis’ test: vask dit ansigt med renseproduktet. Hvis du efter 20-30 minutter føler, du har brug for fugt, er produktet for udtørrende.

Derudover opfordrer hun til at skabe balance i hudplejeregnestykket. Bruger du to renseprodukter (hvor du dermed tager fedtstoffer og fugt fra din hud), skal du efterfølgende tilføre huden to fugtgivende produkter.

I galleriet herunder har ELLEs skønhedsredaktion fundet 8 af de bedste rensemælk, balms og ikke-skummende cleansere, du med sindsro kan vaske ansigtet med i vintermånederne.