Filmvisning under åben himmel, foredrag om jord, hav og klima og fællesmiddag i lysekæderenes skær - dét er, hvad du kan forvente til BaneGaardens Bio-Bio Festival d. 12. august - 17. august 2021 i København.
Sommerferien er for de fleste ved at være ovre og mange er vendt tilbage til hverdagen på job og studie. Men Københavns grønne oase, BaneGaarden, har valgt at forkæle os med lidt mere sensommerstemning i deres hyggelige gård, når de over seks dage afholder Bio-Bio Festival med talks, filmvisning og middag i hjertet af København.
BaneGaarden ligger på grænsen mellem Vesterbro og Sydhavn i København og består af gamle, restaurerede lader samt 1,5 hektar natur, som tilsammen udgør en lille landsby med madboder, restaurant og kulturbegivenheder.
Læs også: 10 fine shorts til sensommerlooket
Festivalen starter torsdag d. 12. august, hvor temaet er ’jord’ og programmet byder på både madmarked, fællesmiddag med planteorienterede retter, talk om dyrkning af jord og visning af den omtalte dokumentarfilm ’Rejsen til Utopia’ fra 2021, som tidligere på året blev nomineret til Bodilprisen. Filmen bliver vist under åben himmel – i bedste sommerstil.
Kom til debat med Moussa Mchangama og Sadaf Hayat
De efterfølgende dage byder ligeledes på talks, filmvisning og middag, og lørdag d. 14. august er temaet ’diversitet i klimabevægelsen’, hvor modeskribent, kulturformidler og tidligere bestyrelsesmedlem i Mino Danmark, Moussa Mchangama, deltager i en debat med Sadaf Hayat, stifter af slow-fashion brandet Atelier Sardin. To personer, der gennem deres arbejde, begge har en aktivistisk agenda og stemme i den offentlige debat om diversitet i bl.a. modebranchen og klimabevægelsen.
Læs også: Sådan vil unge talenter gøre modeindustrien grønnere
Udover debat byder programmet om lørdagen også på filmvisning af dokumentarfilmen ’Dear Future Children’ fra 2021, som tidligere i år blev vist på dokumentarfilmfestivallen, CPH:DOX. Filmen skildrer tre unge kvinder i Uganda, Hong Kong og Chile, som kæmper for at gøre en forskel i bl.a. klimakrisen. Dokumentaren er skudt af det unge talent, Franz Böhm, som er blot 22 år gammel.
Hvor: Bio-Bio Festival 2021, Otto Busses Vej 45, 2450 KBH SV
Hvornår: 12. – 17. august 2021
Pris: Nogle events på programmet er gratis, og andre kræver billet.
Du kan læse mere om det samlede program for hele festivalen her.
Læs også: Ny app gør det nemt at shoppe bæredygtigt