Billie Eilish er på forsiden af Vogue med et helt nyt look, der slår alle Instagramrekorder
Af Cecilie Stubkjær Ottosen - 03/05/2021
Home / Kultur / Billie Eilish er på forsiden af Vogue med et helt nyt look, der slår alle Instagramrekorder
Billie Eilish ses på forsiden af det seneste Vogue iført et stramt korset fra Gucci. Et helt anderledes look, og et look, der hverken bør give hende mere eller mindre respekt. Se det flotte og overraskende shoot og læs om hele meningen bag i artiklen herunder.
Det amerikanske popidol, Billie Eilish, er ikke længere 13 år, som da hun udgav sin første single, ’Ocean Eyes’ – hun er nu en 19-årig kvinde, og det kan både høres i hendes musik, men i den grad også ses i Billies nyeste Hollywood-inspirerede Vogue shoot.
Da Billie i marts viste det første billede af sit nye, blonde jeg, gik Instagram amok – billedet var det hurtigste nogensinde til at opnå en million likes, og det skete da også på blot 6 minutter. Herudover er billedet det tredje mest likede billede på Instagram nogensinde.
Normalt ses Billie i løstsiddende- og grungeinspireret tøj, og især de store hættetrøjer har været en fast kending i hendes klædeskab – et valg hun tog baseret på ikke at blive dømt eller seksualiseret på baggrund af sin krop.
I det britiske Vogues juni udgave overrasker hun dog med et helt anderledes og nyt look inspireret af Marilyn Monroe og Hollywood – et look, der viser Billies krop frem på allerfineste vis i blandt andet en Alexander McQueen korset-kjole, et Mugler catsuit og en korset-body og trenchcoat fra Burberry.
Billies nye og mere vovede look er selvfølgelig ikke ubevidst – for er noget nogensinde det med hende? Med hendes nyeste single ’Your Power’, som konfronterer misbrugere, der udnytter mindreårige, sammen med hendes nye look, er hendes budskab klart: Billie (og alle andre kvinder for den sags skyld) kan se ud og gøre lige præcis, hvad de vil og stadig have kontrollen og ejerskabet over egen krop.
”Pludselig er du dobbeltmoralsk, hvis du viser din hud, og du er nem og billig og en luder. Hvis jeg er det, så er jeg stolt. Mig og alle pigerne er ludere, og fuck det, du ved? Lad os vende det rundt og blive empowered af det. At du viser din krop – viser din hud – eller ikke – burde ikke tage respekten væk fra dig.”
Vi kunne ikke være mere enige i Billies stærke udsagn, og vi er vilde med popidolet, uanset om hun er iført et korset, en stor hættetrøje eller noget helt tredje.
Psst … Hvis du også elsker stærke kvinder som Billie, der både tør og gør, så se med i galleriet herunder, hvor vi har samlet 16 inspirerende citater fra andre seje og stærke kvinder.