Home / Kultur / Film og TV / Powerpuff Pigerne bliver vækket til live: Internettet går amok over deres outfits
Hvordan forestiller du dig, at Powerpuff Pigerne ville se ud, hvis de ikke var tegneseriefigurer? Det har vi nu fået svaret på, og fans er langt fra tilfredse.
Da det blev afsløret, at ’Powerpuff Pigerne’ ville blive vækket til live i en ny tv-serie, gik fans af den originale tegneserie amok af begejstring.
Nu er den ikoniske trios nye outfits blevet offentliggjort, og det har endnu engang fået internettet til at reagere voldsomt – denne gang af de helt forkerte årsager.
På nye behind-the-scenes billeder fra optagelserne kan man nemlig se, at seriens tre stjerner, Dove Cameron, Chloe Bennett og Yana Perrault, er iført simple ensfarvede kjoler med sorte bælter, og det er fans bestemt ikke tilfredse med.
En bruger på Twitter sammenlignede de undervældende outfits med ”uofficielle og billige Halloweenkostumer,” mens en anden skriver, at kostumerne ”umuligt kan være ægte.”
Læs også: 4 tv-serier, der har givet skuespillere millioner af følgere
De skuffede fans går endda så langt som at spørge, om CW’s liveaction-version af ’Powerpuff Pigerne’ har brug for en støtteindsamling for at få et større budget.
Ikke en kopi af tegneserien
Der er dog også nogle fans, som forsvarer tøjvalget til Bobbel, Bellis og Blomst, og gætter på, at det kunne være en midlertidig løsning. Andre gætter på, at stjernerne muligvis er i gang med at optage et flashback til serien.
Selvom meget ikke tyder på det første, så kunne flashbacket måske være et oplagt gæt, hvis man ser på den officielle beskrivelse af serien.
CW har nemlig afsløret, at den nye version af ’Powerpuff Pigerne’ ikke kommer til at være en kopi af den populære tegneserie. I stedet kommer vi til at se trioen som ”fortabte piger i 20’erne, som hader, at de har mistet deres barndom, fordi de skulle bekæmpe kriminalitet.” Mon det er derfor, at deres outfits ser så triste ud?
Se de kontroversielle outfits her, og bedøm selv, om de er for undervældende:
Læs også: Se de 5 mest skuffende filmatiseringer
Kan du heller ikke få nok af klassiske tegnefilm, der bliver vækket til live? Se med i galleriet herunder, hvor vi har samlet alle de kommende liveaction-versioner af Disney-film.
Foto: Mulan
Mulan, premiere 2020
I oktober 2016 bekræftede Disney, at der var en live-action-version af heltindefilmen Mulan på vej, og de igangsatte en global søgen efter en kinesisk skuespillerinde til hovedrollen. Ifølge Hollywood Reporter mødtes casting-teamet med næsten 1.000 kandidater på fem forskellige kontinenter. I november 2017 blev det officielt, at deres valg var faldet på den kinesiske skuespillerinde Liu Yifei. Filmen skulle oprindeligt have premiere den 27. marts 2020, men da coronapandemien kom i vejen, er premieren nu udskudt på ubestemt tid. Vi krydser finger for, at vi får den at se senere på året!
Foto: 101 Dalmatinere/Mega
Cruella, premiere den 28. maj 2021
Cruella er ikke et egentligt remake, men vi blev præsenteret for den pelselskende kvinde i Disneys 101 Dalmatinere fra 1961. Filmen Cruella, vil selvfølgelig fokusere på skurken, der ikke kan modstå en lækker pelsfrakke – og hvordan hun fik sin ikoniske frisure. Den anerkendte skuespillerinde Emma Stone får til opgave at bringe rollen som Cruella til live, og ifølge skuespillerinden vil filmen vil finde sted i 1970’ernes London.
Foto: Mega
Peter Pan & Wendy, premiere 2021
Instruktøren Jeremy Sumpters Peter Pan-remake fra 2003 vil snart få en efterfølger instrueret af instruktør David Lowery – denne gang med Wendy i hovedrollen. Ever Anderson vil spille Wendy i sin første hovedrolle, og skuespiller Alexander Molony vil få sin første som Peter, ifølge Variety.
Foto: Den lille havfrue
Den lille havfrue
Produktionen fik nogle voldsomme reaktioner, der affødte hashtagget #NotMyAriel, da de offentliggjorde, at det var den yndige brunette Halle Bailey, der skulle spille hovedrollen som Ariel, da fans klagede over, at hun ikke var rødhåret som i originalen… Det var tilsyneladende heller ikke lutter lagkage for produktionsteamet at caste rollerne, for sangstjernen Harry Styles skulle efter sigende have afvist rollen som prins Eric. I stedet blev skuespiller Jonah Hauer-King castet som Ariels ægte kærlighed.
Bliv i øvrigt ikke overrasket, hvis Ariel bryder ud i en rap eller to, mens hun redder sit hår med en gaffel, for Hamilton-skaberen Lin-Manuel Miranda og Disney-sangskriveren Alan Menken slår sig sammen for at skrive nye sange til filmen (… men bare rolig, de originale Disney-melodier bliver).
Foto: Junglebogen 1967/Junglebogen 2016
Junglebogen 2
En efterfølger til live-action-filmen Junglebogen var allerede sat i søen før den første film ramte den store skærm i 2016. Men her, fire år senere, ved vi stadigvæk kun lidt om det opfølgende projekt med Junglebogen 2. Det eneste praj, vi har, er, at fortællingen vil dykke dybere ned i Disney-arkivet. I et interview med filmbloggen Slash Film afslørede manuskriptforfatter Justin Mark følgende: ”I den anden film er idéen at gå videre med den originale forfatter Joseph Kliplings idéer, men også at hente idéer fra Disney-arkivet fra den originale film fra 1967, som måske ikke fik dagens lys at se i den første film.”
Foto: Snehvide og de syv dværge
Snehvide og de syv dværge
I den næste Disney-prinsesse-remake vil de to sangskrivere Benj Pasek og Justin Paul, der blandt andet står bag sangene i filmene La La Land og The Greatest Showman, sammen skabe nye melodier, der skal ledsage det nye manuskript fra The Girl on the Train-forfatteren Erin Cressida. Spider-Man-instruktøren Marc Webb vil desuden styre produktionen, så vi har høje forventninger til gengivelsen af Snehvide og de syv dværge baseret på dette tilsyneladende fantastiske team.
Foto: Pinocchio
Pinocchio
Pinocchio bliver endelig en rigtig dreng, når har bliver vakt til live i Disneys live-action-remake. Back to The Future-filmskaberen Robert Zemeckis skulle angiveligt have meldt sig til at instruere og skrive Disneys næste store hit, og ifølge Hollywood Reporter havde produktionen øjnene på den anerkendte skuespiller Tom Hanks til at spille rollen som Geppetto, men han gav efter sigende rollen videre.
Foto: Sværdet i stenen
Sværdet i stenen
Hollywood har spindet uhyrligt mange film og shows baseret på legenden om Kong Arthur, men ingen versioner har været nær så charmerende som Disneys film Sværdet i stenen fra 1963. Derfor ser vi frem til at se filmen i live-action, når de bringer Sværdet i stenen til live i Belfast i Irland, der i øvrigt er hjemsted for det berømte Titanic-studie, hvor den legendariske serie Game of Thrones også blev filmet! Dette er ingen tilfældighed, for Bryan Cogman, der var forfatter og producent på GoT, vil skrive manuskriptet til Sværdet i Stenen, ifølge Hollywood Reporter.
Lilo og Stitch
Lilo & Stitch er en tegnefilm, der er produceret af Walt Disney Pictures i 2002. I filmen følger man rumvæsnet, Stitch, der kommer til jorden. Han går forvirret rundt, indtil han støder inde i pigen, Lilo. Hun bor på Hawaii med sin søster, Nani. Hun tager Stitch til sig, som er lidt af en ballademager. Undervejs prøver hun at lære ham, hvordan man befærder sig på jorden - men hun lærer ham også en vigtig lektie om 'Ohana', som betyder familie. Vi glæder os meget til se, hvordan filmen bliver bragt til live i en live-action.
Foto: Klokkeren fra Notre Dame
Klokkeren fra Notre Dame
Den Tony-prisvindende dramatiker David Henry Hwang vil genfortælle historien om den elskede Quasimodo fra den animerede film fra 1996. Vi glæder os til at se denne rørende og gribende klassiker blive vakt til live (måske i Paris?) Alan Menken og Stephen Schwartz, der skabte musikken til originalen, vil endnu engang træde til, og skuespiller og sanger Josh Gad, der medvirkede i live-action-gengivelsen af Skønheden og Udyret, vil tage del i processen. Dette er alt sammen store nyheder, men det virkelige spørgsmål er – hvem skal spille den betagende Esmerelda?
Foto: Rosenrød
Rosenrød
Der ringer garanteret ikke en klokke ved titlen Rosenrød og med god grund – titlen er nemlig ikke en del af Disneys filmarkiv, men er derimod navnet på en karakter. Rosenrød er navnet på Snehvides ukendte søster, og filmen vil fokusere på den rejse, hun begiver sig ud på sammen med de syv små dværge for at bryde Snehvides soveforbandelse og bringe sin kære søster tilbage til de levendes land og en lykkelig fremtid.
Foto: Bambi
Bambi
Der er nok ingen, der har lyst til at gennemleve traumet, hvor Bambis mor dør (igen), men filmklassikeren fra 1942 får tilsyneladende en makeover med Geneva Robertson-Dworet (fra Captain Marvel) og Lindsey Beer (fra Sierra Burgess Is a Loser) som manuskriptforfattere.
Foto: Peter Pan
Klokkeblomst
Husker du Peter Pans tryllestøv-fe Klokkeblomst? Hun får sin helt egen film med skuespillerinde Reese Witherspoon i rollen som den stædige fe.
Foto: Askepot
Prins Charming
Vi blev for første gang introduceret til prins Charming i Disneys Askepot fra 1950, men ifølge Varity får vi ham at se fra et helt nyt perspektiv i Disneys live-action-version. Filmen vil nemlig fokusere på prinsens bror, der aldrig levede op til familienavnet, og gennem ham vil vi betragte den legendariske prins Charming. Forfatter Matt Fogel har allerede skrevet manuskriptet, men lidt ved vi om resten…
Foto: Robin Hood
Robin Hood
I april 2020 annoncerede Hollywood Reporter, at Disney planlægger en remake af den animerede klassiker Robin Hood fra 1973. Skaberne har bekræftet, at det vil blive en musical med antropomorfe dyr svarende til dem i The Lion King fra 2019 og Junglebogen fra 2016. Manuskriptforfatter Kari Granlund har meldt sig til at skrive manuskriptet, mens instruktør Carlos López Estrada vil instruere.
Foto: Hercules
Hercules
Den animerede græske myte om Hercules fra 1997 bliver heldigvis også til en live-action-remake! Fans blev ellevilde, da nyheden brød ud, og allerede der blev der født håb og drømme om, at skuespiller og sangerinde Ariana Grande skulle bringe rollen som Meg, Hercules store kærlighed, til live. Rollebesætningen er desværre ikke annonceret endnu, men vi har god grund til at håbe, da fortællingen er i gode hænder hos de to masterminds, brødrene Joe og Anthony Russo, der står bag de sidste to Avengers-film.
Foto: Aladdin
Unavngivet efterfølger til Aladdin fra 2019
Mere Aladdin! Der er ingen tvivl om, at Disneys remake af Aladdin fra 2019 var en succes – og heldigvis er der udsigter til en efterfølger! De originale producere fra 2019’s Aladdin, Dan Lin og Jonathan Eirich, vender tilbage i producersædet, mens forfatter John Gatins og forfatterinde Andrea Berloff vil skrive manuskriptet. Vi kan nok også forvente et gensyn med mange fra filmes første cast, men der er ingen officielle annonceringer endnu – men ifølge Variety, vil efterfølgeren ikke tage udgangspunkt i de animerede efterfølgere: Aladdin and The Return of Jafar fra 1994 og Aladdin and The King of Thieves fra 1996.
Foto: Aladdin
Unavngivet Aladdin-spin-off
2019’s Aladdin var åbenbart en så stor succes, at Disney følte sig tryg nok i at bestille både en efterfølger og en spin-off til deres streamingservice Disney+. Ifølge Hollywood Reporter vil dette kapitel fokusere på prins Anders (skuespiller Billy Magnussen), der på kikset vis friede til prinsesse Jasmine. Selv om der har været stor skepsis omkring at bygge en selvstændig fortælling ud fra en ellers lille karakter, så har Disney om nogle bevist, at med lidt Disney-magi, så kan alt lade sig gøre!