Carine Roitfeld indtager snart den københavnske dokumentar-festival, CPH:DOX, med ny dokumentarfilm under titlen Mademoiselle C.
Hun er tidligere chefredaktør for Vogue Paris i hele 10 år af magasinets eksistens. Sidste år begav hun sig ud i CR Fashion Book – et magasin, som hun selv er chefredaktør på. Carine Roitfeld – en kvinde, som har skabt sig et ry som en af modens mest indflydelsesrige initiativtagere og som nu, af selv samme grund, bliver hyldet med dokumentarfilmen Mademoiselle C.
I filmen, som er instrueret af Fabien Constant, kommer man tæt på Roitfelds inderkreds af branchens største navne som designerne Karl Lagerfeld, Donatella Versace, Tom Ford, Diane Von Furstenberg og Alexander Wang. Dokumentaren afslører bl.a. også modedronningens yderst professionelle arbejde, hendes personlige gennemslagskraft og ikke mindst rejsen gennem modens, såvel som hendes eget, kreative univers. Mademoiselle C er derudover også spækket med modeller, excentriske personligheder og selvfølgelig en masse af tidens største tendenser.
Dokumentarfilmen har allerede haft premiere i Paris og New York under modeugerne. Nu kommer den til Danmark – nærmere betegnet til CPH:DOX og bliver vist den 9., 11. og 15. november.
Billetter sælges fra d. 12. oktober på Cphdox.dk.