ELLEs Josephine Aarkrogh er på evig jeans-jagt. Hun mener, at de i denne sæson gerne må være (næsten) lidt for store... Læs med her, hvis du også vil vide, hvordan du skal style dine jeans.
“Jeg har ikke tal på, hvor mange par jeans jeg har, og jagten på det perfekte par er uendelig,” fortæller ELLEs Josephine Aarkrogh.
Læs også: New Balance henter inspiration i arkiverne til årets mest cool sneakers
“Præcis som vejret skifter, skifter mit behov for en ny pasform også, og lige nu skal de helst være lige i benene, ikke for stramme og gerne lidt for lange. Med andre ord lidt store i det. Hvorfor? Fordi de så falder pænt over skoene, som for øvrigt gerne må være et par chunky loafers eller sneakers,” fortsætter hun.
“Når temperaturen tillader det, vil de også være flotte med et par spinkle, høje hæle, så jeg får længere ben. Så, vær ikke bange for lidt ekstra volumen på dine jeans – hav blot fokus på facon med en smal overdel, et bælte i taljen eller en skarp blazer.”
Læs også: Johannes favoritter: 10 items, der giver dig et cool hverdagslook
3 tips til styling af jeans
1. Tomboy
Gå all in på det drengede snit, og brug dine jeans med loafers og et bælte for et cool hverdagslook.
2. Double denim
Vær ikke bange for at bruge en denimskjorte eller -top til jeans – et fuldt denimlook er en tidløs vinder.
3. Kontraster
Giv jeansene feminint modspil med høje sandaler og en top med bar ryg, næste gang du skal ud at spise.
Mangler du inspiration til, hvad og hvor du skal købe sådanne items, så kig med i galleriet herunder, hvor vi har samlet nogle af Josephines favoritter.