Celebrity

Analyser viser: Så mange logger ind på deres ekskæresters sociale medier

- 13/01/2021

Som et lykkeligt og forelsket kærestepar deler man nærmest alt med hinanden - selv koder til alt fra Spotify, Facebook og Instagram. Men måske du skal tænke dig om en ekstra gang, inden du deler dine logins med kæresten... Analyser viser nemlig nu, at overraskende mange logger ind på deres ekskæresters sociale medier helt op til to år efter, de har slået op.

Et af de mennesker som vi stoler allermest på, er vores partner – og mens vi svæver på den lyserøde sky og alt er godt, så deler vi gerne alt det private med vores udkårne.

Men desværre er kærlighed ikke altid lige let…

Ting ændrer sig, følelser kan forsvinde – og pludselig er den person, vi troede var den udkårne, måske ikke længere en del af vores liv. 

I jagten på at komme videre, kan man glemme, at man en gang loggede ind på Instagram eller Facebook på ekskærestens telefon og gemte sit login – eller måske endda, at man har fortalt sin kode.

Dog viser en undersøgelse fra det britiske PR-bureau Reboot, at mange ikke just ‘glemmer’ de private oplysninger, som man delte, da man var kærester – tværtimod.

Læs også: Prins Harry og 11 andre kendte, som inviterede ekskæresten med til deres bryllup

Faktisk er der næsten en tredjedel – mere præcist 32 % – som logger ind på deres ekskærestes sociale medier, efter de har slået op – og her ligger Instagram på toppen af listen.

Mere end 2 ud af 3 deltagere i undersøgelsen (70 %) indrømmer, at de har logget ind på deres ekskærestes Instagram inden for den seneste uge!

Derudover har halvdelen tjekket ekskærestens Facebook, og en fjerdedel har logget ind på eksens mail indenfor den seneste uge.

Langt de fleste stopper med at holde øje med ekskærestens profiler ca. seks måneder efter bruddet, men nogle fortsætter helt op til 2 år.

Man kan undre sig over, hvad der er årsagen bag, at så mange vælger at snage i sin eks’ privatliv, når vi alle ved, det er forkert?

59 % indrømmer, at de gør det for at følge med i, om ekskæresten har fundet en anden. 28 % mener, det er ud af nysgerrighed, og fordi ‘de ikke kunne lade være’. Mens 13 % går så langt som at logge ind for at få hævn.

Læs også: Dating-app afslører: I disse fem danske bydele flirter beboerne mest

Det digitale univers har uden tvivl gjort det nemmere end nogensinde – og derfor også mere fristende – at følge med i ekskærestens liv, efter forholdet er slut.

Og selvom der er overraskende mange, der bliver fristet, så er fælles for dem alle, at det påvirker dem negativt.

Hele 81 % fortæller, at de føler sig trist og ked af det, efter de har logget ind på deres ekskærestes sociale medier – flere mener også, det er blevet en form for besættelse, og at det forhindrer dem i at komme videre.

Derfor er det – uanset hvor fristende det kan være – en rigtig dårlig idé at snage. 

Brug i stedet din energi på at hele, og gør noget godt for dig selv.