Film og TV

15 vilde facts, du med garanti ikke vidste om Harry Potter-filmene

- 06/11/2020

Er du også helt fortryllet af det mystiske Harry Potter-univers, så skal du læse med her. ELLE har nemlig samlet 15 overraskende facts, som du med garanti ikke vidste om Harry Potter-filmene.

De første Harry Potter-film tog verden med storm – og med god grund. Men selvom vi er mange, der har genbesøgt det fortryllende univers år efter år, og efterhånden godt kan få titlen som Harry Potter-eksperter, så er der alligevel små finurlige detaljer, som vi slet ikke var klar over. Vidste du f.eks. at gennem alle Harry Potter-filmene formåede Daniel Radcliffe at smadre hele 80 tryllestave og 160 par briller? 

ELLE har samlet en liste over 15 Harry Potter-facts, der med garanti vil overraske dig. 

1. J.K. Rowling og Harry Potter deler fødselsdag 
J.K. Rowling og Harry Potter deler mere, end vi lige er klar over. Vidste du, at Harry Potter og J.K Rowling begge har fødselsdag d. 31. juli? Og det er faktisk ikke det eneste Rowling deler med sine karakterer. Faktisk har Rowling udtalt, at Hermione Granger minder meget om hendes selv som barn. For at det ikke skal være løgn, så er Rowlings yndlingsdyr en odder, og odderen er såmænd også Hermiones patronus – vi tvivler på, at det er helt tilfældigt. 

2. Richard Harris afviste rollen som Dumbledore hele tre gange, før han sagde ja
Dumbledore er nok en af de mest ikoniske roller i Harry Potter-universet, og selvom de fleste af os nok bedst husker Michael Gambon i rollen, så afslog den ”oprindelige” Dumbledore faktisk rollen ad flere omgange. Richard Harris, der var den første til at spille rollen som Albus Dumbledore, medvirkede i de to første Harry Potter-film, men han havde faktisk afvist rollen hele tre gange. Til sidste blev han dog overbevist af sit barnebarn, Ella, der truede med aldrig at tale til ham igen, hvis ikke han tog rollen. Det fik ham til endelig at sige ja til rollen.

3. Robin Williams ønskede rollen som Hagrid 
Robin Williams havde et brændende ønske om at spille den venlige, klodsede Hagrid i Harry Potter-filmene. Han fik dog afslag, fordi holdet bag ikke ønskede amerikanske skuespillere i filmene. Rollen gik i stedet til den skotske skuespiller Robbie Coltrane. 

4. Hugh Grant fik tilbudt rollen som professor Glitterik Smørhår 
Faktisk fik Hugh Grant tilbudt rollen som den forfængelige professor Glitterik Smørhår, men måtte takke nej grundet planlægningskonflikter – vi er dog sikre på, at han havde spillet rollen til perfektion. 

Læs også: What! Draco Malfoys samlede skærmtid i Harry Potter vil chokere dig

5. Flere instruktører var om buddet, før den endelig instruktør blev fundet 
Både den berømte Steven Spielberg, Rob Reiner og Ivan Reitman var tæt på at blive instruktørere af Harry Potter-filmene, men den endelige instruktør blev i stedet Chris Columbus, der havde stor erfaring i at arbejde med børneskuespillere fra tidligere film.  

6. Chris Columbus ønskede Liam Aiken i rollen som Harry Potter. 
Chris Columbus havde faktisk tilbudt Liam Aiken hovedrollen som Harry Potter, da han havde arbejdet med barneskuespilleren i filmen ’Stepmom’. Columbus måtte dog trække tilbuddet i land, da det var et krav, at skuespillerne ikke måtte være amerikanske. Columbus fik derefter hurtigt øjnene op for Daniel Radcliffe – og vi kunne faktisk ikke forestille os andre i rollen som Harry Potter. 

7. Daniel Radcliffe skulle rigtig have haft grønne kontaktlinser på i rollen som Harry Potter 
I de berømte Harry Potter-bøger er Harry kendetegnet ved at have grønne øjne, som han har arvet fra sin mor Lilly. Grønne øjne hører dog til sjældenhederne, og skuespilleren Daniel Radcliffe blev castet til rollen, selvom han fra naturens side havde blå øjne. Det var derfor meningen, at skuespilleren skulle bære grønne kontaktlinser under optagelser til Harry Potter. Men idéen om Harry med grønne øjne i filmene kunne ikke realiseres, da kontaktlinserne gav ham en allergisk reaktion. 

8. Emma Watson skulle i virkeligheden have haft falske tænder i rollen som Hermione. 
Daniel Radcliffe var ikke den eneste, der skulle ændre sit udsende for at passe med karakterens kendetegn fra bøgerne. I bøgerne er Hermione kendetegnet ved at have skæve tænder. Det var derfor meningen, at Emma Watson skulle have haft gebis i, hver gang hun skulle indtage rollen som Hermione Granger. Watson nåede dog kun at indspille en enkel scene med de falske tænder, da hun ikke kunne tale ordentligt med dem i. Så hvis man kigger nøje efter i den første scene, kan man rent faktisk ane det flaske sæt tænder. 

9. Rupert Grint fik rollen som Ron Weasley ved at klæde sig ud som en kvindelig dramalærer og lave sin egen rap
Rupert Grint landede rollen som Ron Weasley på meget original vis. Han havde set, at andre børn havde sendt optagelser af dem selv ind til filmselskabet. Han ønskede inderligt at være med i filmene, så han besluttede sig for at gøre det samme. Optagelsen vakte tydeligvis opsigt hos filmselskabet, Rupert Grint havde nemlig klædt sig ud som sin dramalærer og lavet en rapsang omkring, hvor meget han ønskede at være med i filmen – Hvem vil ikke gerne have fingrene i den optagelse? 

10. Hogwarts-eleverne udførte deres egne, rigtige lektier under flere scener i Harry Potter-filmen: ‘Harry Potter og De Vises Sten’
I filmen ‘Harry Potter og De Vises Sten’ er der flere scener, hvor Hogwarts-elever sidder koncentreret over deres skolearbejde. I virkeligheden havde børneskuespillerne fået besked på at tage deres egne lektier med på filmsettet, som de så skulle lave under optagelserne. Det fik scenerne til at virke meget mere troværdige. 

11. Shirley Henderson var 37 år, da hun spillede Hulkende Hulda i Harry Potter-filmene
Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi troet, at skuespilleren bag det hulkende spøgelse var hele 37 år, da hun medvirkede i Harry Potter-filmene, men den er altså god nok. 

Læs også: Kalder alle Harry Potter-fans! Nu kan du tage online timer på Hogwarts

12. Produktionen måtte hænge døde mus fra tante Petunias forklæde, så uglerne så på hende i stedet for på kameraet 

I Harry Potter-filmene er det ingen overraskelse, at særligt ugler spiller en stor rolle. Men det er ikke lige let, at få virkelige ugler til at opføre sig, som man ønsker. I den første Harry Potter-film måtte produktionen hænge døde mus fra tante Petunias forklæde for at aflede uglernes opmærksomhed fra kameraerne. I scenen, der senere hen blev slettet, er det meningen, at uglerne skal kigge direkte på Fiona Shaw, der spiller tante Petunia, men de blev i stedet ved med at kigge på kameraet. De døde mus fik dog afledt deres opmærksomhed det rigtige sted hen. 

13. Lord Voldemorts rigtige navn er forskelligt alt efter hvilket sprog, man ser filmen på 
På dansk kender vi Voldemort som Du-Ved-Hvem eller som Romeo G. Detlev Jr., der er et anagram for ”JEG ER VOLDEMORT”. På engelsk hedder Voldemort derimod Tom Marvolo Riddle, der er et anagram for ”I AM LORD VOLDEMORT”. 

14. Flere af karaktererne i Harry Potter-universet har fået navne efter virkelige mennesker
Det lader til, at flere af karaktererne har fået navne fra virkelige mennesker. Rowling har fortalt, at Harry Potter-universet er inspireret af gader og historiske vartegn i Edinburgh. Det er helt tydeligt, at Rowling har besøgt den berømte kirkegård ’Greyfriars’, da man på kirkegården kan finde gravsten med navne som Thomas Riddell og William McGonagall – og hvad ville Harry Potter-serien være uden Tom Riddle og Professor Minerva McGonagall, hvis navne er inspireret af gravstenene?

Psst… gravstenene er faktisk blevet lidt af en turistattraktion i Edinburgh efter Rowlings store succes. 

15. J. K. Rowling har udtalt, at hun fortryder, at Hermione og Ron ender sammen
Selvom de fleste fans er godt tilfredse med den måde, som romantikken udfolder sig på i Harry Potter-universet, er der dog flere, der mener, at det ville give bedre mening, hvis Harry og Hermione endte sammen. Det tyder også på, at Rowling selv synes, at Hermione passer bedre sammen med Harry. Rowling har udtalt, at hun satte Hermione sammen med Ron, fordi det var sådan, hun havde tænkt det helt fra starten af, men at Hermione og Harry på flere punkter passer bedre sammen.