Her er de 7 mest irriterende karantænetyper… Hvem er du?

*Alt er selvfølgelig skrevet med glimt i øjet. Vi skal alle have lov at være her.*

… og så til sagen:

Filosoffen Jean-Paul Sartre sagde engang, at helvede var andre mennesker. Men jeg vil vove at påstå, at Sartre var galt afmarcheret… eller tydeligvis havde han ikke været spærret inde i sin lejlighed på ottende uge uden social kontakt og med meget mudrede udsigter for at komme ud igen. Sagt på en anden måde: Helvede er, kære læser, lige der hvor du sidder nu, buret inde af din lejligheds fire omklamrede vægge, hvis tryk synes at presse hurtigere indad, end en klappende menneskecirkel omkring et brudepar, der træder hinanden over tæerne under brudevalsen.

Det kræver nok ikke en længere videregående uddannelse eller en doktorgrad i psykologi at konkludere, at jeg – præcis som alle andre – slet ikke viber med en indespærret tilværelse. Det mentale stadie af himmelråbende afmagt og frustration kunne jeg i og for sig godt skrive videre om (længe), men jeg vil spare jer, og i stedet flytte perspektivet ud ad… og direkte ind i andres liv, som jeg (igen ligesom alle andre) følger med i en-til-en, som en digital spyflue over instagram. For i desperation over manglen på socialt samvær, suger jeg pseudo-socialisering ud af de sociale medier, som en honningbi, der lapper nektar fra syrener. Og her viser det sig så, at der alligevel måske er et gran af sandhed i Sartres definition af helvede. For der findes typer derude – i hvert fald i min SoMe-sfære (og her føler jeg mig bestemt ikke for god til at indrømme, at jeg selv er en af dem, der gør livet surt for mine følgere ved at fylde min story op med komplette ligegyldigheder), der har for vane at forværre ’situationen’. Drastisk.

Så tak til alle jer, der deler ud af jeres (lige så indespærrede) liv i det her absurde verdensomspændende sociale eksperiment, vi kalder en pandemi. For hvis det ikke var for jer, var denne artikel (klumme?) aldrig kommet ud over zygote-stadiet.

Her er de syv SoMe-typer, der fylder feeden i ’karantæraen’. Spørgsmålet er bare: Hvem er du?

(Full disclosure: Jeg er nummer 6. Og måske lidt nummer 2… Og 7)

Foto: Mean Girls

1. Egoisten Nogle ser det som en fundamental ret, at færdes ude. En fødselsret. En grundlov. en menneskeret. Og bevares, det er det også. Bare ikke lige nu. Og det er ikke nu, at du skal hæve ‘frihed til forsamlings’-kortet og tage engangsgrillen med på Islands Brygge med dine 11 besties, bare fordi solen skinner. Og du skal slet ikke poste det på sociale medier og lade det være en opfordring, der taler til laveste fællesnævner af følgersegmentet, om at de bør gøre det samme. Hvis du bliver ved, kommer vi ikke ud på denne side af nytår – og er det et drømmescenarie? I think not. Så respekter nu status quo, hvis du vil gøre dig selv de mindste forhåbninger om at bevare en flig af det, der kunne minde om en almindelig sommer, hvor vi måske kan mødes lidt flere i solen... herhjemme.

Foto: New Girl

2. Shameren Det er måske ikke lang tid siden, at du tænkte, at det nok ikke var så slemt endda, og var fristet til at booke de ualmindelige billige billetter til Costa Brava. Men nu har internettet overbevist dig om, at du skal blive hjemme (korrekt), og holde afstand (også korrekt). Og hele verden skal vide, at du som en anden Jehova-konvertit er blevet omvendt, og nu praktiserer social distance i yderste potens, gerne med den engleblide tagline: STOP EGOISMEN og BLIV F*CKING HJEMME. Okay… Fair nok, men husk lige på, i din ellers venlige opfordring, at det ikke er alle, der er så privilegerede, at de kan isolere sig helt og aldeles derhjemme, mens de finpudser slides i den PowerPoint, de skal præsentere over Zoom med de andre Sales Executives mens de sipper barrista-kaffe fra den espresso-monstrøsitet, de selv har importeret hjem fra Italien. Nogle har ikke helt samme privileger, og mister deres job, hvis de ikke møder fysisk op på arbejdet. Sygeplejersker, supermarkedsassistenter, landmænd, pædagoger, dagplejere, budservice og alle de andre, der stadig får hverdagen til at hænge sammen derude, så du kan sidde derhjemme og få leveret øko-grønt på dørtrinnet og toiletpapir nok til en ikke-karantæne-præget livstid. Så selvom det er fint, at du minder os om, at vi skal blive hjemme (selvom, helt ærligt, hvor skulle vi ellers gå hen, hvis vi ikke besad et vigtigt hverv), så kunne du måske skrue ned for charmen, søster, og måske i stedet linke til fonde eller indsamlinger, der gavner medicinindustrien eller hjælper nogle, der er ekstra udsatte lige nu? Eller… du kunne holde bøtte og være taknemmelig for, at du selv har en fleksibel arbejdsgiver og en bærbar computer… (*Rolls eyes*)

Foto: Friends

3. Sags-'mediet' ’The Rona’, Corona, Covid-19 eller SARS-CoV-2 – kald det hvad end dit lixniveau nu engang magter, men lad os blive enige om fakta: Det er en pandemi, der spreder sig som ild i helvede og det er ikke for sjov. Derfor er det heller ikke cool, når visse typer på sociale medier, pakker deres egne personlige mærkesager ind i en fiks lille corona-løgn – enten i absurde konspirationsteorier eller misinformerende kommunikative budskaber, der hokus-pokus bringer deres sag i fokus. PETA har eksempelvis været ude med en tese om, at ’Coronavirus’ er et anagram af ordet ’carnivorous’ (kødædende). Med andre ord: hvis vi ikke spiste kød, havde vi aldrig skabt corona. Mon ikke flagermusinfluenzaen havde fundet vej til os uanset? Heldigvis var alle – selv veganerne – meget hurtige til at pointere det fuldkommen absurde i PETAs desperate forsøg på aganda-ændring. Så lad os I stedet tackle et problem ad gangen… som eksempelvis hvorfor alle pludselig er på TikTok. Hvad sker der lige for det?

Foto: Netflix (Tiger King)

4. Corona-influenceren Nej. Lad mig stoppe dig der. Det er ikke nu, du skal starte en Instagram live. Faktisk er det sjældent OK. Bare fordi vi er taget til fange som dit publikum (og vitterligt ikke har andet at lave, nu hvor Tiger King er slut), så er der ingen grund til at udøve digital tortur. Jeg er ligeglad med, at du er blevet en glad amatørgartner, og livestreamer omplantningen af dine pelargonier til en større altankasse, eller om du indsender en offentlig audition til Den Store Bagedyst, hvor du demonstrer dine talenter for bananbrød… og jeg vil SLET ikke se dig lave en Quarantini. Med mindre du er Stanley Tucci, selvfølgelig. Men han ville aldrig lave – eller sige - noget så nederdrægtigt fjollet som ’Quarantini’. (Og hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så tryk her)

Foto: Instagram (@kyliejenner)

5. Dem, der har det federe end alle andre Hvis du er gået i isolation et sted, der har både pool, gym og en solfyldt terrasse (og et behørigt barskab) på husets plantegning, så er du på ferie. Ikke i karantæne. Ja undskyld, det er ikke mig, der laver reglerne. Vi andre, ja os almindelige dødelige, vi træner, spiser, sover, arbejder, (skriger i afmagt), bader og keder os inden for et areal af +/- 60 kvadratmeter. 80, hvis man er en af heldige. Måske 100 med en lille have, hvis man er flyttet hjem til mor og far (hvilket afføder et helt andet behov for social distance!). Men, mine velstillede damer og herrer: den ’normale’ form for hjemmeisolering indebærer hverken pool eller privat gym i kælderen. Så husk på det næste gang du poster et billede fra dit gigantiske hot tub med champagne på kanten og et stort fladskærms TV med seneste afsnit af KUWTK på væggen, ledsaget af teksten: ”Karantæne er slet ikke så slemt <3”. Fedt for dig. Jeg under dig at have det godt. Men lad lige være med humble-bragge dit jetset liv, mens vi andre træner med vandflasker i stedet for håndvægte, ok? (Eller gør vi? - se næste punkt)

Foto: Clueless

6. Fitness-entusiasten Der hærger en pandemi for fuld udblæsning, og alligevel ser nogle mennesker det som deres største problem, at deres fitnesscenter er lukket. Bevares, det er da også absurd dårlig timing at en flad-kurve-strategi og en flad-mave-træning ikke er forenelige, men det har affødt et nyt problem: Fitnessbloggernes genopstandelse. Pludselig er alle med en semi-god krop og omkring 10.000 følgere selverklærede hjemmetrænings guruer, der tilbyder deres selvbestaltede bud på en karantænetræning. De glemmer bare, at det ikke er alle, der deler samme trang til selvpinsler, og det gør vidnesbyrdet til deres evindige træningspas med kettlebells og elastikker, burpiees, planker og squat jumps til en træg daglig story-klump at skulle swipe over. De fleste er hamrende ligeglade. Vil du løbe en tur? Be my guest. Yoga på stuegulvet? Do your thing! Livestream hele molevitten? Hard pass. Og sig ikke, at jeg bare kan bruge en vandflaske eller en taske med bøger til mine sit-ups eller dødløft, hvis jeg ikke har vægte. Selvom det da ville være eneste gang mine dyrt indkøbte studiebøger fra CBS blev brugt til noget konstruktivt. Men det er vel også en form for mikro-workout at swipe videre til næste story (der med garanti er en trin-for-trin-guide til at lave det *perfekte* bananbrød.)

Foto: Sex and the City the Movie II

7. Over-achieveren Det er let at føle et socialt pres (pun intended) om at være usandsynligt produktiv og få ’det meste ud af karantænen’. Hold da lige op, vil du? Hvis jeg har lyst til at ligne en sofa-zombie, mens jeg dømmer deltagerne i Too Hot to Handle, så er det helt ok. Og så er det ikke ok, at du, kære overachiver, belærer mig med at jeg ’burde’ prøve at meditere med en krystal i hver hånd, eller ’burde’ udnytte tiden til at perfektionere mine franskkunstskaber, ’burde’ sylte og fermentere alt i mit køleskab og fra den spirende skovbund, ’burde’ læse Leo Tolstois samlede værker, og ’burde’ gøre mit hjem sommerklar med friske planter. Søster, jeg prøver bare at holde mig nogenlunde mentalt stabil INDTIL sommer. Jeg har ikke tænkt mig at dekorere mit hjem 'sommerligt' til synlig påmindelse om, at jeg har spildt første halvdel af 2020 i fosterstilling iført joggingbukser og corona-knold. Det er mig også helt uforståeligt, hvordan folk har tid til at gøre alle de ting. De fleste jeg kender, prøver faktisk at passe deres arbejde (når de ikke kæmper med at få deres børn skrabet af væggene eller ligger i fosterstilling på divaneseren og ser Love is Blind, forstås), og de har så vidt jeg ved ikke behov for at blive mindet om alle de ting, de også ’burde’ gøre, når de kæmper en daglig brag kamp for overhovedet at tippe kroppen fra liggende til siddende. Så mon ikke de også skipper den virtuelle yoga klasse – og din story om ditto?

Summa summarum: det er ikke fryd og gammen, at være spærret inde på ubestemt tid – men husk på, at vi i det mindste har det godt og er ret heldigt stillede her til lands. Vi kan stadig gå ud, når vi gør det med rettidig omhu, og vi kan stadig handle ind, komme til lægen og føle os nogenlunde sikre i, at det hele nok skal gå. Så husk, at pas på jer selv og hinanden for vores alle sammen skyld – og hold eventuelt igen med dine bananbrøds-stories – så går det hele nok endda.