Amanda Nørgaard er co-founder af The V Movement, kundaliniyogalærer, spirituel leder og model. Hun er sammen med 11 andre kvinder, og som den eneste fra Europa, med i et Women’s Council, som arbejder med integrationen af yogi-videnskab og kundalini-teknologien i vores moderne samfund.
Artiklen blev oprindeligt bragt i ELLEs janauar 2020-magasin, som en del af feauturen “Den bedste version af mig selv”.
I det første magasin, ELLE sendte på gaden i 2020, spurgte vi 4 skønne og forskellige kvinder, hvornår de er den bedste version af sig selv – for det er vel netop det, et nyt år – og et nyt årti – handler om at dyrke. En af de kvinder, vi satte i stævne, er model og kundalini yogainstruktør Amanda Nørgaard.
Amanda Nørgaard er sammen med Josephine Bredsted co-founder af The V Movement, kundaliniyogalærer, spirituel leder og model. Hun er sammen med 11 andre kvinder, og som den eneste fra Europa, med i et Women’s Council, som arbejder med integrationen af yogi-videnskab og kundalini-teknologien i vores moderne samfund. Privat danner hun par med Kasper, der er personlig træner.
Hvordan forener du det ydre arbejde som model med det indre arbejde som yogalærer og spirituel leder?
Som model bringer du en energi ind på et set, og modelarbejdet handler om at binde energierne sammen blandt mennesker og deres kreative visioner. Alt handler jo om, at vi skal forbinde os med hinanden, uanset om du arbejder med mode, politik eller i Netto. Det er den tid, vi lever i. Mit modelarbejde er en mulighed for at løfte andre op og bringe mere kærlighed ind i verden, og det ligger ikke så langt fra det, jeg gør, når jeg underviser i kundalini-yoga. For mig kan alt have en mening, fordi jeg vælger at opleve og udtrykke mig igennem dybde og kærlighed. Jeg tror, at noget af det vigtigste, vi kan gøre for os selv og hinanden, er at finde kærligheden i alt. Det er meningen med alt. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at der har været en plan hele vejen. Og når jeg nu kommer ud og underviser til modeevents og pressearrangementer, er det en sejr at se, at folk er så klar til at tage imod. På et lavpraktisk plan har mit modelarbejde gjort, at jeg kan tage mit kontor med mig overalt i verden.
Hvad betyder det for dig at følge en oplyst lærer?
Da jeg for ca. halvandet år siden på en yoga-festival mødte guru Jagat (anerkendt kundalinimester, red.), skete der noget inden i mig, noget, der faldt på plads. Jeg vidste, at hun var den lærer, jeg havde ledt efter i nogle år, den lærer, der ventede på mig. Hun er en mentor, der har gået nogle skridt før mig. Jeg får en oplevelse ved at sidde til hendes teachings. At få en lærer har været essentiel for denne rejse, jeg er på. Jeg vidste, at jeg skulle tjene menneskeheden, men vidste ikke, hvad der var mit værktøj. Men her var det. Kundalini er en teknologi, kan man sige, som alle kan udføre. Jeg giver nogle værktøjer, så folk selv kan bevæge energien og udvikle sig, løfte sig. Det er et intensivt selvarbejde, der stammer fra dybden af din egen praksis.
Hvad er din daglige praksis?
Jeg praktiserer en til to timer hver dag, altid kundalini. Min kæreste Kasper og jeg har praksis sammen, så mens jeg tager mit kolde bad, skriver han sine drømme ned, og så laver vi nogle dynamiske vejrtrækningsøvelser sammen og mediterer i stilhed i 20 min. Når han er gået på arbejde tidligt, tuner jeg ind med et mantra, og derefter udfører jeg min praksis, som altid består af vejrtrækningsøvelser, yogasæt, meditationer og et mantra. Det gør jeg hver eneste dag, hvor end jeg er i verden. Jeg beder også altid og taler direkte til det, der er større end mig, men stadig er en del af mig. Sammen studerer Kasper og jeg også bogen ”Et kursus i mirakler”.
Hvad eller hvem løfter dig op og gør dig til den bedste version af dig selv?
Det gør Kasper! Vores forhold er min højeste praksis, den højeste form for yoga, som jo betyder union. At være sammen med ham har bragt et nyt lag af dybde og visioner ind i mit liv. Han er min største lærer og mit klareste spejl. Når jeg mestrer noget i vores forhold, mestrer jeg det på alle planer.
Hvilke ritualer har du omkring årsskiftet?
Jeg har ikke som sådan ritualer. Jeg ønsker bare at gå endnu dybere med min praksis, at åbne mit hjerte endnu mere, styrke mit nervesystem endnu mere, trække vejret endnu mere. Det, jeg har arbejdet med i år, er dyb taknemmelighed, og da det har været et vildt år, er det min ambition at sige ordentligt tak for det gamle år. Tak for, at alt, der er kommet, er en lære og en ledetråd til det næste, tak for, at alt er forbundet, tak for alle velsignelserne. Kasper og jeg siger hver aften, inden vi sover, tre ting, vi er taknemmelige for. Kan du modtage alt, der kommer, med taknemmelighed, bliver dit liv en velsignelse. Jeg sidder lige nu og arbejder på udvidelsen af min businessplan. Jeg er meget praktisk anlagt og kender vigtigheden af et stærkt fundament. Det er dybden, der giver os højden. 2020 bliver et fantastisk år. Det er året for co-creation og kærlighed, så jeg bringer stærke intentioner ind i det nye år for The V Movement og for min egen virksomhed. I år har jeg undervist, og det har rykket noget i folks liv. Min intention for 2020 er at skabe endnu flere rum og oplevelser, hvor folk kan komme og heales og selv bringe den healing ud i verden og være med til at løfte den til nye højder.