ELLEs 26-årige skribent, Rebecca Laudrup, er gravid, og hun elsker det ikke. Men må man godt sige det højt? Og hvad siger man til alle dem, der konstant minder én om at nyde den (uplanlagte) graviditet med mange gener, når man samtidig er angst for at miste og føler sig utilpas i sin egen krop? Vi tog en snak med Rebecca, der venter en pige til maj.
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
Jeg fandt ud af det på vores bryllupsrejse i Italien i september 2019. Jeg syntes, jeg havde lidt andensdagstømmermænd hele tiden, og jeg var gået over tid, så jeg købte en test. Min mand, Frederik, vidste godt, at jeg tog en test, men han troede også, at det bare var mig, der overreagerede. Da jeg så, den var positiv, troede jeg, det var løgn. Jeg turde nærmest ikke komme ud fra badeværelset, så da han spurgte mig, om jeg ikke snart kom ud, sagde jeg, ’jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til dig, men jeg er altså gravid.’ Og så grinede han. Vi var lidt i chok i to dage, men fra den dag, hvor jeg fandt ud af, at jeg var gravid, begyndte jeg at kaste op. Jeg var omkring uge 7 eller 8.
Var det planlagt?
Nej, det var det ikke. Vi havde haft et ret sindssygt år. Vi var flyttet hjem til København efter at have boet i Hong Kong, vi havde købt ny lejlighed, holdt bryllup, og jeg havde udgivet en bog. Så vi havde faktisk planlagt, at vi ikke skulle have børn lige nu, og derfor tror jeg også, chokket var større. Alle de planer, vi havde, blev bare lagt på hylden.
Blev du glad lige, da du så det?
Nej, det tror jeg ikke, jeg gjorde. Altså, først troede jeg jo, at testen løj.
Hvornår fortalte I det til andre?
Da vi kom hjem, tog vi en tidlig scanning, og et par dage efter fortalte vi det til mine forældre. Min mor troede, at vi jokede, indtil jeg viste hende scanningsbilledet, men de vidste jo også godt, at det ikke var noget, vi ville endnu. Der var desværre mange, der begyndte at spørge, om jeg var gravid, fx til min mands 30-års, fordi jeg ikke drak. Så enten kunne jeg vælge at lyve, eller også kunne jeg sige det, men føle at de fratog mig muligheden for selv at fortælle den gode nyhed. Jeg valgte at sige det, fordi jeg heller ikke kunne overskue at lyve, men jeg var også totalt bitter over, at de ikke havde ladet mig holde på den her hemmelighed.
Skældte du dem ud?
Et par af dem gjorde jeg. Og nogle af dem blev ret kede af det over, at jeg var blevet så irriteret på dem, for det var jo ikke ondt ment. Og det ved jeg også godt, men du skal aldrig spørge nogen, om de er gravide.
Du offentliggjorde graviditeten på din Instagram-profil på din fødselsdag den 10. december. Havde du planlagt det?
Ja, jeg havde faktisk overvejet først at gøre det juleaften, men jeg havde ikke haft overskud til at dyrke de sociale medier så meget, efter jeg var blevet gravid, og der var mange, der spurgte, om jeg var okay. For fra at jeg havde postet løs hver dag, så gik der måske en uge eller to mellem mine posts. Jeg gemte mig lidt, for i starten føler man sig jo lidt tyk og ligner en, der har spist gær i tre måneder. Jeg ville også gerne vente, fordi jeg var så bange for at miste barnet. Tanken om at skulle sige ’jeg er ikke gravid alligevel’ til 10.000 mennesker, gjorde, at jeg trak den.
Læs også: 20 spørgsmål til Bea Fagerholt.
Var du reelt bange for at miste?
Ja, helt vildt. Og det var jeg, fordi jeg følte, det var gået så nemt. Jeg synes, det er megagodt, at vi snakker om, at det kan være svært at være gravid, og at være fjerde mister, men det gjorde også, at jeg blev sådan lidt kynisk og tænkte, at jeg måtte være den næste. Jeg havde dårlig samvittighed over, at det var så nemt at blive gravid. Jeg er faktisk stadig bange for at miste. Jeg kan vågne om natten og tænke ’har jeg mærket hende sparke i dag?’ Jeg kan finde på at ringe til Frederik, mens han er på arbejde og sige, at jeg ikke har mærket hende. Der er det godt at have en, der kan fortælle dig, at du skal tage det roligt. Men det er hårdt hele tiden at have noget, du skal holde øje med. De første tre måneder kigger du konstant på dit toiletpapir for at se, om du bløder. De næste to måneder bliver du panisk, hvis der går nogle dage, hvor du ikke mærker noget. Det er jo mærkeligt at holde af et menneske, man aldrig har mødt på den måde. Selvom jeg ikke bryder mig om at være gravid, så vil jeg jo meget hellere have, at det er mig, der har det dårligt, end at der er noget i vejen med hende.
Hvordan synes du, det er at være gravid?
Jeg synes, det har været hårdt og superensomt, fordi man jo går rundt og føler, at man er forkert, hvis man ikke synes, det er fedt hele tiden. Jeg fik allerede problemer med mit bækken i uge 9, og jeg mange ligamentsmerter i siderne, så det er en kronisk følelse af at have sidestik. Jeg har migræne omkring tre gange om ugen, jeg kastede op i fire måneder, og nu har jeg fået halsbrand og sure opstød. Jeg har for nyligt været i New York og på flyveturen hjem, endte jeg med at stå på et klamt flytoilet og kaste sure opstød op. Det bliver lidt grafisk, men det er bare for at fortælle, at det ikke altid er megafedt. Og det er kun det fysiske – så er der også det mentale. Fx det at være bange for at miste… Det fylder helt vildt meget. Og så er der også det med, at kroppen forandrer sig. Det er hårdt mentalt, at du jo lige pludselig ikke føler, at du er den bedste version af dig selv. Nogle gange så kan man jo bare stå foran spejlet og have lyst til at tude, fordi man føler, man er en kæmpe hval, der har brug for at ligge i et karbad, men sådan et har jeg ikke, så det kan jeg ikke… Og så tror jeg, at mit store problem er, at folk hele tiden har skulle fortælle mig, at jeg skulle nyde det. Og det er jo ment sødt, men det går hen og lyder lidt belærende, når man faktisk helst bare ville have, at der var én, der gik hen og gav et kram og sagde, at man er sej. Derfor var det vigtigt for mig at skrive om, at jeg faktisk ikke nyder det, og det er kun, fordi jeg sagde det, at jeg ikke længere går rundt og er ked af det og føler mig ensom. For lige pludselig var der 200 kvinder, der skrev til mig på de sociale medier og sagde tak.
Hvad har du gjort for at få det bedre?
Én ting er, at det er dyrt at få børn, men det er godt nok også dyrt at være gravid – især hvis du ikke er på toppen. Jeg har både brugt penge på at gå til yoga, gravidtræning, akupunktur og rebozo – og det hjælper. Det har hjulpet at kunne tale med de personer, der vidste noget om det, fordi jeg fandt ud af, at når jeg åbnede mig til jordemødrene eller de andre, jeg mødte, så gav de mig ret.
Hvad savner du mest?
Ikke at skulle tænke over hvad jeg propper i munden. Ikke i forhold til sundhed, men mere pga. ting, man ikke må spise som gravid. Det kunne være fedt bare at spise en ostemad uden at tænke over, hvor den ost er fra. Eller tun eller tartar. Sådan nogle ting savner jeg. Jeg savner ikke så meget alkohol. Og så savner jeg at åbne mit skab og tage det tøj på, der er. Jeg synes, jeg har brugt ret mange penge på tøj i min graviditet. Jeg gik primært i oversized tøj før, men når du tager det på, når du er gravid, ligner du bare en, der har taget 10 kg på. Det er helt vildt, hvad en stram Nørgaard kan gøre for dig. Mange siger, at man ikke skal bruge penge på det, men det er også mange måneder, man så skal gå i for småt tøj. Det ville jeg ikke gå på kompromis med.
Hvordan er din graviditetsstil?
Hvor ville jeg dog gerne kunne sige noget fedt her… Fra at jeg egentlig syntes, at jeg havde en ok god stil, hvor jeg gik op i, hvad jeg havde på, så er det som om, at jeg ikke har lyst til det nu. Jeg prøver og prøver, men når du skal sidde ned i otte timer på dit arbejde, og du allerede har ondt diverse steder, så er det altså bare comfort first. Jeg går primært i kashmir-joggingtøj, sneakers og Nørgaards 101’er. Når jeg har født, vil jeg dog gøre alt andet end at tage en stram Nørgaard-trøje på. Jeg bliver ikke en af de der kvinder, der taber det hele på en måned. Sådan er min krop ikke bygget. Inden jeg blev gravid, kunne jeg tage et kilo på og tabe det igen på en uge. Jeg har altid haft yoyo-vægt. Min mand er meget ærlig – på en sød måde – og en dag sad vi og kiggede på en, der lige havde født, og hun var bare megatynd allerede. Så sagde jeg ’åh sådan bliver jeg jo bare slet ikke’, og det er jo så der, hvor ens kæreste skal modsige dig, men her valgte Frederik så at sige ’nej, det gør du nok ikke’.
Er du bekymret for, hvordan din krop bliver, efter du har født?
Ja, helt vildt. Det ved jeg ikke, om man må sige… Selvfølgelig er mit barn nummer 1, men jeg gider ikke kun være mor. Jeg vil også gerne være mig, og mig betyder også at have det godt i min egen krop. Og det har jeg bare ikke, når jeg har taget 15 kg på. Det ville jeg ønske, at jeg syntes, men sådan er det bare ikke, og det er nok de færreste, der synes det.
Hvilke tanker gør du dig om, hvad du vil dele og ikke dele?
Jeg er ikke naiv, jeg ved jo godt, at interessen kommer pga. mit efternavn. Det er jo ligesom en del af pakken. Jeg tror, jeg er meget bevidst om, hvor min grænse går. Jeg er ret ærlig, og det har jeg altid været, men der er også en grænse. Fx har jeg ikke lyst til at fortælle, hvad hun skal hedde endnu. Det ved hele min omgangskreds ikke engang, så det skal ikke stå i et blad pludselig. Og vi taler også om, om hun skal figurere på de sociale medier, og det ved jeg ikke endnu. Jeg tror, jeg kommer til at være ærlig om, hvad jeg synes er hårdt, men der handler det jo om mig. Så jeg skal finde den der balancegang. Nogle gange kommer hendes ansigt nok frem, men min Instagram bliver ikke proppet med billeder af hende.
Hvilke tanker gør du dig om fødslen?
Jeg glæder mig ikke til fødslen. Hvis hun kunne poppe ud, uden jeg skulle gøre noget, ville det være det bedste. Men jeg har ingen forventninger, og det er jeg ret glad for. Jeg har heller ikke forventninger til det med at amme. Hvis vi bliver nødt til at gå over til flaske, så ved jeg, at jeg har gjort mit bedste. Jeg sætter mig helt vildt meget ind i alt muligt; læser bøger, hører podcasts, og jeg skal også til fødselsforberedelse. Men jeg bliver ikke ked af det, hvis det ikke går den vej, som jeg tænker, det skal gå. Jeg bliver heller ikke ked af det, hvis det ender med kejsersnit. Det vil jeg ikke se som en fiasko.
Hvem skal med til fødslen?
Inden jeg blev gravid, ville jeg gerne have min mor med. Bare fordi jeg godt kunne lide tanken om, at der var en, der kendte mig så godt, der selv havde været i det her smertehelvede. Men Frederik sagde, at det altså ikke kom til at ske, fordi det er vores ting det her. Og det forstår jeg også godt, og det er jo egentlig også ret rørende.
Læs også: 20 spørgsmål til Rebecca Laudrup.
Er du nervøs for, hvordan forældreskabet vil påvirke jeres ægteskab?
Nej. Vores forhold har allerede været så crazy. Vi mødte hinanden på Instagram. Han skrev til mig, men jeg havde allerede stalket ham lidt, og nu har vi været kærester i 4 år. Han er den eneste, jeg har introduceret for mine forældre, for jeg har været meget påpasselig med, hvem der skulle med hjem. Han er det eneste menneske, jeg kender, der kan håndtere mig, for jeg er virkelig en kæmpe mundfuld til tider. Det eneste menneske, der kan berolige mig. På en sød og samtidig hård måde. Jeg er ikke bange, når jeg er sammen med ham. Vi joker med, hvem der bliver hendes yndlings, og jeg mener jo, at det bliver ham. Der er jo noget med far/datter-forholdet. Hvis hun og jeg bare får lidt af det, som min mor og jeg har, så føler jeg, at jeg har gjort det okay.
