Modeugen

De 14 bedste looks fra modeugens første showdag

- 29/01/2020

Tirsdag den 28. januar 2020 åbnede Copenhagen Fashion Week A/W 2020, og modeugen kunne traditionen tro prale med en fyldt showkalender allerede fra første dag, hvor ELLE selvfølgelig var på pletten. Her har vi samlet nogle af de bedste looks fra modeugens første showdag.

Den københavnske modeuge er Skandinaviens eneste, og (blandt andet) derfor tiltrækker den sig alle de bedste indenfor Nordens designere, pressefolk, influencers og indkøbere, når den hvert år løber af stablen to gange i henholdsvis januar/februar og august.

Nu er det tid igen, for fra den 28. til 31. januar 2020 er der modeuge i vores hovedstad, når danske såvel som udenlandske brands er klar til at vise deres A/W 2020-kollektioner frem.

Tirsdag den 28. januar 2020 sparkede Carcel modeugen i gang med sæsonens opening show, og her blev ugens agenda for alvor sat i perspektiv, da det CSR-bæredygtige brand valgte at sætte fokus på overproduktion ved slet ikke at vise en kollektion, og derimod lade gæsterne gå på catwalken. Sejt!

Derefter bød dagen blandt andre på sportsbrandet 7 Days, der iklædte sit cool og alsidige modelcast i årtiets mest comfy trend: trackpants og leggings.

Læs også: Det kan du opleve under A/W 2020-modeugen… Psst! Opdateres løbende.

Lovechild 1979 tog prisen for dagens mest wearable kollektion, og vi kunne sagtens se os selv copy paste talrige af de mange looks, som Anne-Dorthe Larsen havde iklædt sine smukke modeller, der blandt andre talte den danske topmodel Mona Tougaard.

Modeugens første dag sluttede hos skrædderen Søren Le Schmidt, der satte orange toner på efterårets tegnebræt på smukkeste vis – selvfølgelig som altid i kombination med den altid sikre vinder: sort. 

I galleriet herunder har vi samlet et udvalg af de bedste looks fra modeugens første showdag: