Den globale legetøjsproducent, Mattel, lancerer en ny dukkekollektion, der giver børn lov til at skræddersy deres egen dukke. Den kønsneutrale kollektion hedder Creatable World og er med til at sætte standarden for fremtidens legetøj.
Legetøjsproducenten bag blandt andet den mangeårige kæmpesucces, Barbie, har gjort det igen. Producenten hedder Mattel og har netop lanceret en dukkekollektion, der giver børn mulighed for at skræddersy deres helt egen dukke.
For som virksomheden bag udtaler, så ”lader de legetøj være legetøj, så børn bare kan være børn.”
”Legetøj er en afspejling af kultur, og da verden fortsat hylder kønsinklusion og diversitet, følte vi, at det var på tide at lave en kønsneutral dukkekollektion,” fortæller Kim Culmone, der er Senior Vice President hos Mattel Fashion Doll Design.
Dukkekollektionen tilbyder et hav af forskellige kombinationsmuligheder, så børn kan få lov til at bruge sin fantasi og være kreative, når de sammensætter lige præcis dén dukke, de ønsker at have.
De bestemmer derfor selv, hvilket outfit dukken skal have på, hvilket tilbehør dukken skal have med sig, og om dukken skal have kort eller langt hår.
Læs også: Kom med indenfor i Kourtney Kardashians børns legehus, der er alt andet end almindeligt.
Cecilie Nørgaard er køns- og uddannelsessociolog og beskæftiger sig til daglig med at fremme ligestilling – i særdeleshed i forhold til socialisering af børn og unge. Hun mener, at legetøjsproducenten hjælper til med at bryde normen og kan have en stor effekt på børns fremtidige opfattelse af køn.
”Hvis man kun tilbyder kønstraditionelt legetøj, kan der potentielt være en utrolig stor del af et barns identitet, der ikke bliver udviklet. Der kan også være evner, følelser og måske drømme om, hvem og hvad man kan blive, som ikke bliver udfordret,” forklarer Cecilie Nørgaard.
Kollektionens vejledende udsalgspris er 300 kr. og kan købes online fra i dag.