Interiør

Y-stolen lanceres i eksklusiv særudgave, men du skal være hurtig for at få fat i den!

- 25/03/2019

Som en hyldest til stolemesteren Hans J. Wegner præsenterer Carl Hansen & Søn en særudgave af den ikoniske Y-stol. Særudgaven produceres dog kun i ganske få eksemplarer, og den vil kun være tilgængelig d. 2. april 2019, så hvis du ønsker at få fingrene i den, skal du være virkelig hurtig.

I anledning af at Hans J. Wegner kunne være fyldt 105 år d. 2. april 2019, har Carl Hansen & Søn valgt at hylde den legendariske stolemester ved at sætte en hidtil ukendt udgave af Y-stolen til salg netop denne dag. Den unikke særudgave adskiller sig fra den klassiske Y-stol ved som noget helt ekstraordinært at have et sæde i rødt gedeskind i stedet for det velkendte papirgarn, som ud over den genkendelige ryg, er et af Y-stolens kendetegn.

Ved at tilbyde Y-stolen i netop en kombination af gedeskind og valnød sender vi en ekstraordinær hyldest til Hans J. Wegner, der gennem hele sit liv eksperimenterede med variationer over det samme tema og konstant arbejdede med at perfektionere og videreudvikle sine designs,” fortæller adm. direktør for Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen, som er stolt over at kunne præsentere denne helt særlige udgave af Y-stolen.

Carl Hansen & Søns valg om at fejre Hans J. Wegners fødselsdag med en særudgave af Y-stolen, giver rigtig god mening. Y-stolen var en af de første stole, som Hans J. Wegner tegnede eksklusivt for Carl Hansen & Søn og lige siden de første modeller af Y-stolen stod klar på Carl Hansen & Søns værksted i 1950 har stolen været i produktion uafbrudt. Det gør Y-stolen til en af de mest populære danske designerstole og til en kæmpe eksportsucces.

 

Eksklusiv særudgave af Y-stolen lanceres

Y-stolens store popularitet gør den unikke særudgave til et oplagt samlerobjekt for designentusiaster, der ønsker at have en ganske særlig Y-stol, som skiller sig ud fra, hvad man ellers kan få fat i. Dette aspekt har naturligvis også været en af overvejelserne bag lanceringen.

”Stolen adskiller sig markant fra udgaven med flet, og særudgaven tilbydes nu designentusiaster og samlere verden over. Hans J. Wegners møbler står så stærkt i folks bevidsthed, og de har alle potentialet til at blive udfordret i nye materialer. Det har vi nu gjort med en udgave med et sæde i gedeskind, som kan erhverves i tillæg til den verdenskendte Y-stol med sæde i flettet papirgarn,” forklarer Knud Erik Hansen.

Særudgaven af Y-stolen er kun tilgængelig d. 2. april 2019 og kommer derfor kun til at blive fremstillet i et meget begrænset antal, så hvis du har en forkærlighed til Wegners design, så er det nu du skal slå til.
Y-stolen i olieret valnød og gedeskind kan købes hos alle autoriserede Carl Hansen & Søn forhandlere og i Carl Hansen & Søns flagshipstore i Bredgade 21-23 samt bestilles online på www.carlhansen.dk.

Prisen for særudgaven af Y-stolen i olieret valnød og rødt gedeskind er 8.995 kr.