Den ungarske topmodel Barbara Palvin har netop skrevet kontrakt med Victoria’s Secret og har dermed fået den famøse engle-status. Se, hvordan hun breakede nyheden på sin Instagram-profil...
Det er netop blevet offentliggjort, at den ungarske model Barbara Palvin officielt er blevet en Victoria’s Secret-engel, og dermed er hun også den første ungarske model, som skal repræsentere det famøse undertøjsbrand.
Barbara Palvin er dog ikke helt ny, når det kommer til den berømte Victoria’s Secret-catwalk; første gang hun spankulerede ned af podiet med alverdens øjne rettet mod sig var nemlig i 2012, og så igen i 2018;
Hendes begejstring over officielt at være blevet ‘Angel’ er heller ikke til at tage fejl af, da hun offentliggjorde nyheden på sin Instagram-profil:
Den famøse engel-titel er da også, hvad de fleste modeller karakteriserer som det ultimative mål for modelkarrieren, så begejstringen fra Barbara er til at forstå.
Barbara har også tidligere været model for blandt andre Louis Vuitton, Prada og Christopher Kane, og er derfor allerede et kendt navn og ansigt i modebranchen.
Og hun vil da også komme i fornemt engle-selskab med nogle af de største topmodeller til dato, som alle bærer den prestigefyldte titel som Victoria’s Secret-engel; nemlig vores helt egen Josephine Skriver, Lily Aldridge, Taylor Hill, Elsa Hosk, Martha Hunt, Stella Maxwell, Romee Strijd, Candice Swanepoel, Jasmine Tookes, Sara Sampaio, Behati Prinsloo og Lais Ribeiro.
Har du helt styr på, hvad forskellen præcis er mellem dét at være en Victoria’s Secret engel og ”bare” en Victoria’s Secret model?
Med Barbara Palvin er der lige nu kun 13 modeller i hele verden, som har den officielle “Angel”-status, og de har mange flere forpligtelser end dem, som ”kun” går showet.
Englene har nemlig specielle kontrakter med Victoria’s Secret, hvilket betyder, at det er dem, der er deres ansigt udadtil og talsperson, når det gælder kampagner, talkshows, det årlige modeshow, og generelt bare når modellerne går catwalks for andre modehuse. Så som engel er der altså en del ansvar på ens skuldre, og man skal altid prioritere Victoria’s Secret-jobs først.
Læs også: Se alle de 75 looks fra Victoria’s Secret modeshow 2018
Til det årlige modeshow kan man også kende forskel på englene og dem, som “bare” går showet det år. Englene får nemlig æren at gå med de famøse vinger, hvor dem, som endnu ikke har engel-status, ikke får vinger påsat.
Dog har der været tilfælde, hvor ”ikke-engle” har fået vinger på alligevel – fx har både Kendall Jenner, Gigi og Bella Hadid båret vinger til showet, selvom de ikke har haft engle-status.
Se med i galleriet, hvor vi har samlet alle de 13 modeller, som har den famøse engle-status hos Victoria’s Secret.