Film og TV

10 fanteorier du skal kende til, inden det afgørende slag i GOT

- 19/09/2018

Vi nærmer os langsomt, men sikkert premieren på den 8. og sidste sæson af HBO-succesen, Game of Thrones. Som optakt til la grande finale får du her 10 GOT-fanteorier, du ikke må lade gå forbi din næse. ..

Game of Thrones sæson 7 sluttede med noget af en cliffhanger, hvor vi blandt andet lærte sandheden om Jon Snows ophav, og med en knude i maven så, hvordan the Night King og hans nye isdrage (R.I.P. Viserion) brød igennem Muren for at sætte kurs direkte mod Westeros.

Nu er det lidt over et år siden, at det sidste GOT-afsnit rullede henover skærmen, og det betyder, at vi er halvvejs igennem ventetiden på den 8. og afgørende sæson af den episke fantasy-serie, som får premiere i første halvdel af 2019.

En ny sæson af GOT giver altid anledning til et hav af spekulationer omkring handlingsforløbet og ikke mindst karakterenes skæbne. Men er der én ting, vi har lært, så er det, at man aldrig, kan vide sig sikker på noget.

Produktionsholdet bag serien er nemlig mestre i at overraske, chokere og knuse vores hjerter med pludselige plottvist – husker I eksempelvis the Red Wedding?

Dette er dog ikke ensbetydende med, at det ikke er sjovt at gætte…

Læs også: Game of Thrones – sådan ser stjernerne ud i virkeligheden. 

Skuespillerne og det øvrige hold bag GOT har været meget sparsomme med detaljerne omkring den nye sæson, da ingen ønsker at lave den helt store afsløring.

Til Emmy-uddelingen den 18. september 2018, hvor GOT høstede hele ni Emmy’er, fik Jacob Anderson (Grey Worm), som var ledsaget af Nathalie Emmanuel (Missandei), dog udtalt: ”Jeg var virkelig overrasket over afslutningen. Jeg kan virkelig godt lide den, men jeg blev virkelig overrasket. Jeg havde ikke forventet det. Jeg så det ikke komme”.

Yikes! Betyder det, at Khaleesi alligevel ikke vil indtage jerntronen? Forhåbentlig ikke…

I modsætning til GOT-holdet, som har holdt kortene rimelig tæt på kroppen, så er internettet fuld af fantastiske og mind-blowing fanteorier, der giver et bud på plotoverraskelser og mulige erobrere af den ombejlede jerntrone.

Som optakt til den 8. sæson af Game of Thrones, har vi udvalgt 10 fanteorier, du skal kende til, inden du kaster dig over den nye sæson.