Listen over mest streamede artister i Danmark på musiktjenesten Spotify tæller ikke overraskende både fænomenet Gulddreng og The Weeknd. Men hvilken artist lyttede vi allermest til i 2017?
Det kommer måske ikke som en overraskelse.
Men den britiske charmør Ed Sheeran sætter sig sikkert og solidt på førstepladsen over den absolut mest streamede artist på Spotify i Danmark i 2017. Den engelske charmør slår dermed både Drake, Gili og The Weeknd, som hver tog henholdsvis en 2., 3., og 4. plads på listen over hvad vi danskere var mest vilde med at sætte på anlægget i løbet af året, der gik.
De nye tal, som netop er blevet offentliggjort fra Spotify viser samtidig, at Ed Sheerans ’Shape of You’ slog Justin Biebers ’Despacito’ (originalt udgivet af Louis Fonsi og Daddy Yankee) i kampen om at være danskernes absolut foretrukne hit. Vi kan ganske simpelt ikke få nok af Ed Sheeran og det fløjlsbløde flødepop, han har sunget vejen til vores hjerter med.
Og helt ærligt – hvem af os har ikke stået til en fest og skrålet I’m in love with the shape of you – we push and pull like a magnet do?
Læs også: ELLE Update: Dét sker i december… Psst…Opdateres løbende!
Et nærmere kig på danskernes streaming-favoritter når det gælder kunstnere indenfor den danske grænse, afslører samtidig at vi har været ret så vilde med hiphop.
Og selvom Ed Sheerans hits topper den samlede liste, så er det den hårdere stil, der dominerer listen over de mest streamede danske artister. Gilli og Kesi har begge sat sig på de to øverste placeringer og Gulddreng har sunget sig ind på en tredjeplads.
Se hele Spotifys liste over danskernes mest streamede kunstnere, albums og sange i 2017 lige her.