Her er otte modeudstillinger til din efterårsferie
Af Kirstine Juhl - 18/09/2017
Home / Kultur / Her er otte modeudstillinger til din efterårsferie
Er du allerede i fuld gang med at planlægge din efterårsferie? ELLE guider dig her til otte af efterårets bedste modeudstillinger, uanset om ferien skal holdes i Paris, London eller Skanderborg.
Der er grundlæggende to typer af mennesker: Dem, som bare ved tanken om efterårets mørkere dage og koldere cykelture, får kuldegysninger som ikke engang den mest vamsede striktrøje kan rette op på igen. Og så er der dem, som glæder sig til efterårets smukke farver på træerne og som ser frem til langsomme weekendmorgener under dynen med ild i pejsen (hvis man er så heldig at have en pejs!), en kop te og de uldne sokker godt trukket op over skinnebenene.
Men hvad er bedre end udsigterne til at nyde en god bog i et par uldne sokker, foran den (imaginære) pejs der knitrer i kap med lyden af regndråber på dit vindue? Det må være, at langt de fleste af os også kan se frem til en velfortjent efterårsferie – en efterårsferie der naturligvis skal bruges på at slappe af og lade op, enten i de trygge rammer herhjemme eller udenfor Danmarks grænser.
Og en tiltrængt efterårsferie betyder samtidig, at du endelig har tid til at besøge de inspirerende modeudstillinger, der præger museerne dette efterår. Du kan for eksempel få et særligt indblik i Prinsesse Dianas ikoniske aftenkjoler på Kensington Palace London, eller lære mere om den altid ekstravagante Christian Dior på Musée des Arts décoratifs i Paris.
Vi har derfor gjort planlægningen af din efterårsferie lidt nemmere med en samlet liste over de absolut bedste modeudstillinger dette efterår, uanset om du skal til Paris, London eller Skanderborg. Listen over modeudstillinger vil med garanti underholde, inspirere og give points på den intellektuelle konto, når du efter efterårsferien sidder med dine veninder til søndagsbrunch og “catcher up”.
Med listen over efterårets bedste modeudstillinger sørger vi for, at du kommer til at lyde som en sand æstetisk smagsdommer – og efter at have besøgt modeudstillingerne på vores liste nedenfor, kan du derfor over dine eggs benedict henkastet spørge dine veninder ”hvilke haute couture kjoler fra Erik Mortensens udstilling på Designmuseet, tror i sikrede ham den præstigefyldte Le Dé d’Or pris?”
Swipe dig igennem listen for at finde den perfekte modeustilling til at berige din efterårsferie…