Mode

Henrik Vibskov udstiller i Berlin

- 19/02/2010

Multitalentet Vibskov udstiller i Berlin. Smut forbi, hvis du er i byen

Det er vist ingen hemmelighed, at danske Henrik Vibskov er lidt af et multitalent. På få år har han vundet enorm opmærksomhed på den internationale såvel som den danske modescene, udstillet sine kunstværker på anerkendte institutioner som PS1, MoMa, the Palais de Tokio og MU samt indgået i det ene musiksamarbejde efter det andet.

For Vibskov er det vigtigt at forene sine kunstneriske interesser og ikke adskille dem, hvis man ønsker at fremstå unik og producere originalt kunstværk.

I hans nye udstilling Henrik Vibskov: Graphic Works præsenteres vi for et antal af hans todimensionelle værker og strikklæder. Med et væld af farver og dyriske væsner tager Vibskov os med denne udstilling på en rejse i hans skøre designerunivers.

Er man så heldig at komme et smut forbi Berlin, er Pool Gallery, hvor udstillingen finder sted, definitivt et besøg værd.

Udstillingen kører frem til 6. marts i Pool Gallery, Tucholskystraße 38, 10117 Berlin.

Læs mere her.