Sana bliver den nye hovedperson i den ultrapopulære norske tv-serie Skam, når den fjerde og sidste sæson har premiere på mandag. Det har NRK netop afsløret...
NRK har netop løftet sløret for, hvem der spiller hovedpersonen i Skams fjerde og sidste sæson. Siden tredje sæson sluttede har der været spekulationer om, hvem der skulle tage Isaks (og Evens!) plads i spotlyset. Og nu er det netop blevet offentliggjort, at vi i den fjerde sæson skal følge Sana Bakkoush, som spilles af Iman Meskini.
Sana er indtil videre den karakter, vi kender mindst til i Skam-universet, og derfor er vi særligt begejstrede for, at det netop er den mystiske og fascinerende Sana, som vi får lov til at lære bedre at kende.
Håkon Moslet, redaktionschef på NRK P3, mener, at Norge har brug for en som Sana, der fremstiller en muslimsk kvinde som en stærk karakter. Skam har i de tidligere sæsoner taget tungere samfundsemner som spiseforstyrrelser og homoseksualitet op, og med tørklædeklædte Sana som hovedperson føjer den norske tv-serie endnu et vigtigt emne til dagsordenen.
De norske fans kan glæde sig til på mandag, hvor sæson fire har premiere på NRK. Hvornår vi i Danmark endnu en gang bliver lukket ind i Skams univers vides ikke endnu.